Querida Peru: DBU og Herrelandsholdet nomineret til UEFA-pris

DBU’s videosvar til det peruvianske fodboldforbund og efterfølgende kampagne #thefriendlygroup er nomineret til UEFA’s Grow-pris for bedste kampagner og initiativer på tværs af de 52 medlemslande.

Selvom det danske herrelandshold ikke vandt VM i fodbold, nåede holdets budskaber alligevel jorden rundt.

Video-hilsenen til Peru, Querida Peru, og den efterfølgende #thefriendlygroup-kampagne er nomineret til UEFA’s prestigegfyldte GROW Awards indenfor kategorien Engagement.

Kampagnen tog sin begyndelse, da det peruvianske fodboldforbund sendte en hilsen til hver af de tre øvrige nationer i VM-gruppen. I kølvandet på den gik DBU og vores samarbejdspartner, bureauet Will&Agency, i gang med arbejdet, der skulle udmønte sig i et svar til Peru, og det blev til Querida Peru-videoen, der blev lanceret på de sociale medier den 30. maj.

I filmen byder landsholdsspillerne Christian Eriksen, Mathias Zanka Jørgensen, Lasse Schöne, landsholdets assistenttræner Jon Dahl Tomasson og EM-vinder Henrik Store Larsen modstanderne fra Peru velkommen tilbage i VM-varmen, mens DR’s Pigekor synger en særlig hilsen til Peru ved at fremføre en omskrevet Peru-udgave af nationalsangen, ’Der er et yndigt land.’

Filmen blev fulgt op med en kampagne, der gik under navnet #thefriendlygroup, som handlede om det gode fællesskab mellem landene i VM-gruppe C med Danmark, Peru, Australien og Frankrig.

UEFA har nu indstillet filmen og kampagnen til Engagement-kategorien til deres GROW Awards. Blandt 20 ansøgninger er #thefriendlygroup nomineret sammen med projekter fra de franske og russiske fodboldforbund.

”VM-deltagelsen gav en fantastisk opbakning og dialog, både med fans og med de andre fodboldforbund. Vi er stolte over, at vores video til Peru har skabt så meget opmærksomhed, både i Danmark og Peru og nu også i UEFA. Det viser styrken i en direkte dialog mellem spillere og fans på tværs af landegrænser,” siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.

Vinderen bliver kåret den 31. oktober ved UEFA’s Grow-konference i Riga. Der findes også vindere i fire andre kategorier.

Du kan læse mere om UEFA GROW her

Log ind