I Haderslev Kommune skal det være slut med, at unge i alderen 18-29 år er arbejdsløse. Derfor skyder kommunen sammen med DBU projektet Fælles Fodslag For En Aktiv Fremtid i gang. Det er en del af den velfærdsalliance, som parterne netop har indgået med hinanden.

Projektet løber over 26 uger, hvor unge arbejdsløse deltager i fysiske aktiviteter som Fodbold Fitness og sociale aktiviteter som fællesspisninger i én af kommunens fodboldklubber. Det skal være med til at få unge arbejdsløse ind i foreningerne og derfra tilbage på arbejdsmarkedet.

Formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune, Kjeld Thrane, er glad for, at foreningslivet fremover er med til at bekæmpe arbejdsløshed blandt de unge i kommunen:

”Frivillige kan noget, som kommunerne ikke kan. De kan komme helt tæt på borgerne. Derfor er det også vigtigt, at vi får de unge ind i fodboldklubberne, som er drevet af de frivillige. For vi tror på, at fodboldens fællesskaber kan hjælpe de unge gennem en svær tid og tilbage på arbejdsmarkedet,” fortæller Kjeld Thrane.

Næstformand i DBU og formand i DBU Jylland, Bent Clausen, glæder sig over, at fodbolden er med til at tegne en lys fremtid for de unge:

”Når fodbold kan gøre en forskel uden for kridtstregerne, skal vi sætte alle kræfter ind på at gøre det – især når det kommer ungdommen til gode. Derfor er vi også glade for, at vi sammen med Haderslev Kommune kan udbrede initiativet Fælled Fodslag For En Aktiv Fremtid, da fodbold kan få unge arbejdsløse på banen og tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Bent Clausen og fortsætter:

”Desuden er der et kæmpe potentiale i pigefodbolden, som vi gerne vil udnytte sammen med Haderslev Kommune og fodboldklubberne,” slutter DBU’s næstformand.

Velfærdsalliancen er den 27. i rækken af alliancer, DBU har indgået med landets kommuner, og aftalen løber frem til den 31. december 2023. DBU arbejder løbende på at indgå nye aftaler med kommuner over hele landet. Målet er, at fodbold skal være med til at løse samfundets udfordringer inden for blandt andet sundheds-, beskæftigelses-, inklusions- og skoleområdet samt at skabe et tættere samarbejde mellem fodboldklubber, DBU’s lokalunioner og kommuner.