Discovery køber rettighederne til U21-herrernes EM-kvalifikationskampe

Det danske herrelandshold har hjemmebane på Kanal 5, der er en del af Discovery. Nu kommer det danske U21-landsholds hjemmekampe i EM-kvalifikationen frem mod 2021 også til at høre hjemme på Discoverys kanaler. Første kamp i EM-kvalifikationen spilles allerede 10. september 2019 mod Rumænien på hjemmebane.

Discovery køber rettighederne til U21-herrernes EM-kvalifikationskampe
Foto: www.fodboldbilleder.dk

U21-landsholdets hjemmekampe på vejen til EM i 2021 i Slovenien og Ungarn bliver vist på 6’eren, der er en af Discoverys kanaler. Kampene vises også på Discoverys streamingtjenester Dplay og Eurosport Player.

Købet vækker begejstring hos Discovery:

”Vi er glade for at kunne sikre os endnu et stærkt sæt rettigheder, som vi glæder os til at vise på 6’eren, Dplay og Eurosport Player med den begejstring og store faglige tyngde, der karakteriserer vores dækning. Rettigheden betyder, at vi kan give seerne adgang til et nyt, spændende kuld af danske fodboldtalenter, når vi viser holdets vej mod det næste europamesterskab for U21 i fodbold. Det supplerer godt, at vi allerede er hjemmebane for herrelandsholdet frem mod 2022. Og så står vi allerede stærkt på fodbold fra Danmark og Europa medrettigheder til blandt andet Superligaen og Europa League,” udtaler Anders Antonsen, Nordisk sportsdirektør og COO i Discovery Networks Danmark.

DBU’s kommercielle direktør Jesper Lind Andersson er ligeledes glad for det fortsatte samarbejde med Discovery:

”U21-landsholdet repræsenterer de største talenter, vi har på dansk grund, og er et hold, der i de seneste år har været repræsenteret ved adskillige EM-slutrunder og har leveret mange spillere til vores herrelandshold. Derfor er jeg glad for, at vi med Discovery som fast mediepartner på den kommende U21- EM -kvalifikation kan sikre samme ambitiøse eksponering og dækning af fremtidens landsholdsspillere som på vores herrelandsholds,” lyder det fra Jesper Lind Andersson.

U21-landsholdet har endnu ikke fundet en ny træner til kvalifikationen. Holdet er havnet i kvalifikationsgruppe med Rumænien, Nordirland, Finland, Ukraine og Malta. Det fulde program kan findes på DBUs hjemmeside.

Det danske U21-landsholds bedste resultater gennem tiderne er hidtil semifinalen ved EM i 1992 og 2015.

 

Yderligere kontakt

Discovery Networks Danmark
Casper Felt, kommunikationschef
Tlf./mail: 31 10 63 84 / casper_felt@discovery.com

Dansk Boldspil-Union
Jesper Lind Andersson, Kommerciel Direktør
Tlf./mail: 50 55 40 06 / jela@dbu.dk

Log ind