MENU

DBU: Terrorsikring er ikke idrættens ansvar

I 2017 modtog DBU et påbud om at terrorsikre området ved Parken i København. Efterfølgende klagede DBU over, at terrorsikring i det offentlige rum er forbundets ansvar. Små to år efter har Rigspolitiet stadig ikke truffet en afgørelse i sagen. Derfor klager DBU nu til Folketingets Ombudsmand.

DBU: Terrorsikring er ikke idrættens ansvar
AF: DBU Kommunikation//

 

Er det idrættens og kulturlivets ansvar at betale for terrorsikring i det offentlige rum, når der afholdes begivenheder, der kræver terrorsikring? Det er det principielle spørgsmål, som DBU siden maj 2017 har afventet Rigspolitiets svar på.

For kort før pokalfinalen mellem FCK og Brøndby i maj 2017 bliver forbundet pålagt at købe og opstille hastighedsbegrænsende foranstaltninger i området rundt om Parken.

Sikkerhed for fans har førsteprioritet, når DBU afvikler kampe, og ansvaret for sikkerheden på stadions ligger naturligt hos fodboldforbundet. Det er usikkerheden om reglerne for terrorsikringen af det offentlige rum, der har resulteret i en klage til Københavns Politi. Siden har Rigspolitiet behandlet sagen – uden at komme frem til en afgørelse. Det er uholdbart, mener Kenneth Reeh, der er konstitueret direktør i DBU: 

”Som sagen står nu, kan vi som kamparrangør kort før en kamp blive mødt med et krav om omfattende terrorsikring i det offentlige rum og samtidig betale for den af egen lomme. Det er en uholdbart, da vi hverken har økonomi eller kompetencer til at opfylde sådan et krav,” siger Kenneth Reeh.

Sagen har stor betydning for såvel DBU som for andre arrangører af idræts- og kulturbegivenheder. Derfor har DBU allieret sig med DIF og Sport Event Danmark i denne sag.

”I dag er loven uklar, og det kan ingen interessenter i sagen være tjent med. Vi ønsker derfor klarhed på området, så vi med sikkerhed ved, hvor det økonomiske ansvar for terrorsikring placeres. Det kan ikke være op til en enkelt arrangør at bære den økonomiske byrde for en terrortrussel. Der må være tale om et samfundsproblem. Derfor er det altafgørende, sagen afgøres hurtigst muligt,” afslutter Kenneth Reeh.

Log ind