MENU

DBU: Amnesty-rapport kalder på internationalt pres

Amnesty International offentliggør i dag rapporten: ‘All work, no pay: The struggle of Qatar’s migrant workers for justice.’ Rapporten bekræfter de utilfredsstillende forhold, DBU konstaterede i januar, da fodboldforbundet sammen fagbevægelsen og de nordiske fodboldforbund besøgte stadionbyggerier i Qatar og var i dialog med migrantarbejdere og myndigheder.

DBU: Amnesty-rapport kalder på internationalt pres
Privatfoto

AF: DBU Kommunikation//

 

En ny rapport fra Amnesty International beskriver, hvordan migrantarbejdere i Qatar stadig venter forgæves på lønninger på trods af styrets løfter om at forbedre arbejdstagers rettigheder. Ifølge Amnestys rapport er hundredvis af migrantarbejdere siden marts 2018 vendt retur til deres hjemlande uden løn.

DBU’s formand, Jesper Møller, var sammen med fagbevægelsen og de nordiske fodboldforbund i Qatar i 2016 og igen i januar i år for at mødes med migrantarbejdernes organisation og VM-arrangørerne. Han er på linje med Amnesty bekymret over migrantarbejdernes situation:

”Rapporten bekræfter, hvad vi så og hørte fra migrantarbejderne i januar. Der sker fremskridt, men det går alt for langsomt. Reglerne og redskaberne er til stede, men det bekymrer mig, at arbejdernes situation ikke for alvor forbedres. Det understreger vigtigheden af et fortsat internationalt pres på Qatar og på FIFA. Der fortsætter DBU og vores venner i Norden med at gå forrest, som vi har gjort siden 2016”.

Siden 2016 er der ifølge Amnesty International sket en række fremskridt i forhold til menneskerettigheder i Qatar. Ørkenstaten har indgået en aftale med International Labour Organization (ILO), som skal sikre fremskridt i forhold til særligt løn og udrejsetilladelser for migrantarbejderne, der arbejder med VM-byggerierne.

”En ting er stadionbyggerier, men problemerne rækker jo videre end det. Vi retter nu fokus på hotel- og servicesektoren og de steder, hvor holdene skal bo og træne. Også her skal vi opretholde vores dialog med migrantarbejdernes organisationer og fortsætte presset på myndigheder og virksomheder i Qatar.”

Det er nødvendigt med et konstant internationalt pres på myndigheder og virksomheder i Qatar. Det skal ske i tæt samarbejde med de nordiske fodboldforbund, Amnesty Internationalt, International Labour Organization og Building and Workers’ International understreger den danske DBU-formand:  

”Vi skal holde presset. Vi skal gentage vores besøg fra 2016 og 2019 og gøre det med fælles nordiske værdier og én fælles stemme. Derfor opfordrer jeg Amnesty og fagbevægelsen til at tage med os. Kun ved at have en direkte dialog med de ansvarlige i Qatar, kan vi skabe forandringer”


Læs mere om DBU's indsats vedr. Qatar siden 2016 her:
https://www.dbu.dk/nyheder/2019/januar/baade-fremskridt-og-udfordringer-i-qatar/
https://www.dbu.dk/nyheder/2018/november/nordiske-fodboldformaend-besoeger-qatar-i-januar/
https://www.dbu.dk/nyheder/2016/marts/dbu-vil-oege-presset-paa-qatar/

Log ind