Verdens største fodboldstjerner spiller hver weekend på fodboldbaner i hele verden – men også på skærme i e-fodbold PES 2020. Nu bliver det danske Herrelandshold i fodbold også tilgængeligt i det populære e-fodboldspil, så brugerne kan spille med DANMARK og vinde store sejre på skærmen.

DBU har netop indgået en aftale med Konami, der står for e-fodboldspillet PES 2020. Aftalen kommer i forlængelse af en aftale mellem Konami og UEFA om kampe og hold for den forestående EURO2020-turnering. I den fysiske verden er Herrelandsholdet i fuld gang med kvalifikationen til EURO2020, hvor fire kampe skal spilles i København. To af disse kampe bliver med dansk deltagelse, såfremt Herrelandsholdet har kvalificeret sig.

Konkret betyder partnerskabet, at der i PES 2020 vil være et dansk fodboldlandshold med de rigtige trøjer, udstyr og navne. Fans får dermed mulighed for at være Yussuf Poulsen, Thomas Delaney og Mathias ”Zanka” Jørgensen i kampen for sejre og medaljer.

Partnerskabet glæder Kasper Sindt, chef for kommercielle partnerskaber i DBU.

”E-fodbold har kæmpe udbredelse og popularitet – særligt i den yngre målgruppe. Vi er glade for, at Herrelandsholdet også her kan møde mange nye fans, som kan spille Danmark til spændende sejre og trofæer. Herrelandsholdet nyder den store opbakning i deres kamp for sejre og kvalifikation til EURO2020,” siger Kasper Sindt.

Også hos Konamis seniorchef for forretningsudvikling, Jonas Lygaard, er der glæde at spore.

“Som dansker er jeg personligt begejstret for, at Herrelandsholdet er blevet inkluderet i e-fodbold PES2020, så du allerede nu kan spille med dem. Selvfølgelig har jeg de rød-hvide briller på, men jeg har en god mavefornemmelse omkring Danmarks chancer for at kvalificere sig til UEFA EURO 2020 og deres chancer for at præstere ved slutrunden, og jeg ser frem til, at spillerne genopfører deres egne bedrifter i spillet,” siger Jonas Lygaard.

DBU deltager også i turneringen UEFA e-EURO2020, som er arrangeret af KONAMI og UEFA i fællesskab.