Bedre indeklima i klubhuse, nyere omklædningsrum og flere miljøvenlige kunstgræsbaner. Det er blot nogle af mulighederne for at tænke i grønnere og mere bæredygtige løsninger for landets knap 1.600 fodboldklubber. Og netop nu er der god mulighed for at tage de grønne arbejdshandsker på, da regeringen har suspenderet anlægsloftet i hele 2020 på grund af corona-krisen.

Derfor vil Energistyrelsen, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Ungdoms Fællesråd nu sætte skub i energiforbedringerne, og DBU er enig i, at investeringer vil være til gavn for både klima, miljø og beskæftigelse, forklarer Bjarne Christensen, der er bestyrelsesmedlem hos DBU Bredde og Bæredygtighedsansvarlig i DBU:

”Fodbold er en grøn sport, også på klimaområdet. Og vi vil gerne bidrage til både sundhed og bedre miljøforhold. Derfor er det mere oplagt end nogensinde før at tænke i grønne løsninger og forbedringer. For grønt nybyggeri og renovering af fodboldens faciliteter kan være en gevinst for både klubber og kommuner. Jeg håber derfor, at vores fodboldfaciliteter kan blive grønnere, så vi fortsat kan bidrage til det grønne samfundsregnskab,” udtaler Bjarne Christensen.

 

Godt på vej men ikke i mål

Der er allerede flere steder i landet, hvor klubber og kommuner tænker i grønnere løsninger. I Hobro har de både jordvarme og solceller på byens stadionstag. Mens der er blevet brugt sand i stedet for gummigranulat og dermed sparet på mikroplast på kunstgræsbanen på Glostrup Idrætspark, som desuden er etableret under terræn, så regnvand kan opbevares midlertidigt på banen fremfor folks kældre.

I Horsens Kommune har man fremrykket flere anlægsinvesteringer på idrætsområdet. Det betyder, at flere fodboldklubber i kommunen får glæde af corona-hjælpepakken, men arbejdet har også en positiv indvirkning på andre områder, forklarer Jakob Bille, der er formand for Kulturudvalget i Horsens Kommune: 

”Vi kan understøtte det frivillige, men trængte, foreningsliv i en periode, som alligevel er en form for ventetid. Samtidig kan vi skabe arbejde for lokale byggeselskaber, som kan redde omsætningen i corona-krisen”, fortæller Jakob Bille.

Netop eksemplet i Horsens håber Bjarne Christensen at se udbredt flere steder i landet:

”Vi skal give dansk fodbold en grøn genstart nu. Det er godt på så mange parametre, og det er en oplagt vej ud ad krisen. Også for landets fodboldklubber. Så lad os bruge ventetiden på at komme nærmere et grønnere fodbold-Danmark.”


Læs mere om grønne investeringer i foreningslivet her: https://www.dif.dk/da/forening/nyheder/nyheder/2020/4/200420_energibesparelser
https://www.dbujylland.dk/nyheder/2020/april/horsens-kommune-investerer-i-foreningslivet/