Fire forrygende fodboldprojekter kan vinde 'En Del af Noget Større'-prisen

Hvert år hyldes fire initiativer for deres ekstraordinære indsats, der forsøger at løse samfundsmæssige udfordringer ved hjælp af fodbold. Dette års nominerede er fordelt rundt om i landet og bidrager til, at fodbold er for alle.

Fire forrygende fodboldprojekter kan vinde 'En Del af Noget Større'-prisen
Af: Signe Ullstad

 

Kan man bruge fodbold til at knække integrationskoden? Og hvordan sørger man for, at der er plads til alle i fodbold? Det er problematikker, som dette års fire nominerede til 'En Del af Noget Større'-prisen har sat sig for at løse. 

De fire nominerede er: 


Fodbold, dannelse og integration (i samarbejde med Nykøbing FC og Toreby Grænge Boldklub)

Projektet 'Fodbold, dannelse og integration' er nomineret til 'En Del af Noget Større'-prisen for deres samarbejde på tværs af lokale institutioner, der har til formål at integrere børn fra boligkvarteret i Lindholm i Nykøbing Falster. Ved at skabe et sammenhold i og omkring et fælles træningsmiljø har projektet formået at aktivere 45 børn, hvoraf 29 af dem efterfølgende er begyndt i en fodboldklub. Her er håbet at danne både børn og forældre, så de får kendskab og engagement i det danske foreningsliv.


Common Goal (På initiativ af FC Nordsjælland)

Som verdens første fodboldklub har FC Nordsjælland valgt at gå med i projektet 'Common Goal'. Dermed har de sagt ja til at donere én procent af stadionomsætningen og billetsalget til projektet, der støtter fodboldprojekter rundt om i verden, som understøtter FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Derudover har over halvdelen af klubbens ansatte også valgt at donere én procent af deres løn Common Goal. FC Nordsjælland viser med dette projekt, hvad professionel fodbold også kan.


Adam Holmegaard (Mentaltræner i HIK)

Fodbold er for alle. Det har HIK med Adam Holmegaard i spidsen sat fokus på ved at indgå et samarbejde med Pan Idræt. Her skal både foredrag og træningskampe for klubbens ungdomsspillere være med til at nedbryde fordomme om homoseksualitet i fodbold. Til den kommende 'påskecup' er ønsket, at regnbuefarvede bolde skal rulle og være med til at sætte fokus og skabe debat om en af sportens store udfordringer.

Tornby World United (Et projekt under Tornby IF)
Kasper Bang agerer blæksprutte i Tornby IF’s projekt 'Tornby World United', som har til hovedformål at inkludere flygtningebørn fra skolens modtagerklasse. Her sørger Kasper for alt fra transport til mulig tolk, når der skal kommunikeres med forældrene hjemme. Projektet er et bevis på, hvordan foreningsfodbold kan være en indgang til det danske samfund og en mulig integrationsvej for flygtningebørn. I Tornby IF er børnene i dag blevet holdets stamspillere, der har fået kammerater, anerkendelse og succes gennem foreningslivet.

Hvis du ønsker at stemme på én af de fire nominerede, kan du gøre det her:


Vinderen bliver offentliggjort d. 24 februar. 

Log ind