Allerede den 12 marts valgte DBU at følge anbefalingerne om at lukke alt fodbold ned i takt med at resten af samfundet gjorde det samme. I første omgang varede nedlukningen til den 29 marts. I går valgte statsministeren at forlænge perioden, og det samme gør DBU. Derfor gælder nedlukningen af dansk fodbold nu til og med den 13 april.

Det har konsekvenser for følgende arrangementer i perioden:
- Kampe i ungdomsligaerne for U15, U17, U18 og U19 bliver udskudt
- Kampe i Danmarks-serien udskydes
- Alle Futsalkampe udskydes
- Kampe i Kvindeligaen, 1. Division og Pokalturneringen for kvinder bliver udskudt

Derudover er det allerede meldt, at
- Alle fodboldkampe og aktiviteter i DBU Bredde bliver aflyst, læs mere her
- Alle kampe i Superligaen, 1. Division og 2. Division er suspenderet på ubestemt tid
- U21-herrelandsholdets kamp mod Rumænien den 31 marts er udskudt
- Kvindelandsholdets EM-kvalifikationskampe mod Bosnien-Hercegovina og Malta er udskudt
- Herrelandsholdets venskabskamp mod England den 31 marts er aflyst

DBU’s direktør, Jakob Jensen, ser med alvor på situationen og lægger vægt på, at ansvarlighed er afgørende i denne tid.

”Vi befinder os lige nu en samfundskrise, og her skal vi være vores ansvar bevidst, for også her er DBU en del af noget større. Derfor følger vi i DBU naturligvis de anbefalinger og restriktioner, som myndighederne udsteder, så vi snarest muligt kan komme igennem krisen og tilbage på fodboldbanen,” udtaler Jakob Jensen.

Fodbold er som bekendt noget, vi samles om. Derfor ser Jakob Jensen frem til, at vi igen kan samles om læderkuglen og grønsværen.

”Vi ser alle sammen frem til, at vi igen kan skabe fællesskab og begejstring igennem fodbold. Det er netop dét, fodbold kan. Samle os. Og det skal vi på – og udenfor banen, når vi sammen har bekæmpet den udfordring, vi står overfor lige nu.”