Kvindelandsholdet sluttede tirsdag aften Algarve Cup 2020 med en kamp om femtepladsen mod Belgien. De første to opgør havde været jævnbyrdige affære mod Norge og Sverige, der endte med henholdsvis et nederlag på 1-2 og en sejr på 2-1.

Målet var derfor en sejr for at slutte turneringen af på bedst mulige vis forud for de vigtige EM-kvalifikationskampe i april. Og Danmark kom blændende fra start.

Allerede i det sjette minut tog danskerne føringen, da Pernille Harder smukt lagde et frispark i det lange hjørne bag en sagesløs Julie Biesmans i det belgiske bur. Blot fem minutter senere blev føringen fordoblet, da selvsamme Biesmans ikke så for heldig ud, og så kunne Janni Thomsen uden problemer score sit første mål for Kvindelandsholdet i hendes blot tredje landskamp. Thomsens nok letteste scoring i karrieren.

Efter den sublime danske start kom Belgien langsomt bedre med i kampen, men Danmark var i teten resten af halvlegen og kom også på 3-0. Et flot angreb sendte Nanna Christiansen alene igennem, og matchvinderen fra Sverige-kampen svigtede ikke. 3-0 til de rød-hvide, hvilket også var stillingen ved pausen.

Danmark fortsatte, hvor de slap, efter pausen. Under to minutter skulle der gå, før det blev 4-0. Stine Ballisager kom først på et fint indlæg til bagerste stolpe og kunne via maveregionen sende bolden i nettet.

Resten af halvlegen bød på sporadiske chancer i begge af ender af banen. Katrine Abel diskede blandt andet op med en god fodparade, der holdt belgierne fra at score, mens Danmark truede og kom til flere muligheder efter omstillinger.

Kampen sluttede 4-0, og har dermed har Kvindelandsholdet fået et fantastisk rygstød før den sidste halvdel af EM-kvalifikationen. De næste kampe for Danmark er netop i kval’en, hvor både Bosnien-Hercegovina og Malta begge venter på udebane. Det er henholdsvis den 9. og 14. april.