Mange medlemmer af danske idrætsforeninger udmeldes i løbet af deres teenageår. Denne tendens er generel for alle idrætsgrene, men nogle idrætsgrene har dog sværere ved at fastholde unge medlemmer end andre. Eksempelvis stopper et stort antal fodboldspillere i ungdomsårene, når de er 13-18 år.

 

Tidligere undersøgelser af området har fokuseret mest på udefrakommende faktorer som grunde til, at unge fx stopper med at spille i fodboldklubben. Desværre er disse resultater svære for os som forbund og jer som klub at handle på, fordi det ikke rigtigt handler om noget indenfor fodboldens verden. Det nye forskningsprojekt skal dog finde ud af, hvad vi konkret kan gøre for at få de unge til at fortsætte med at spille fodbold. Dette er grunden til, at DBU er gået med i undersøgelsen, som foretages af idrætsforskere på Københavns Universitet, Steno Diabetes Center og Halmstad Universitet.

 

Projektet er vigtigt af to grunde:

  • Det undersøger den betydning, holdmiljøer og træneradfærd har for unges trivsel, motivation og fortsættelse i idræt.
  • Resultaterne vil give forskningsbaserede anbefalinger og konkret viden om, hvordan man via holdmiljø og træneradfærd i foreningerne kan øge trivsel, motivation og fortsættelse i idræt, og dermed mindske frafaldet.

 

Formanden for DBU’s Ungdomsgruppe, Jakob Koed, ser frem til, at forskerne kan skabe ny viden, som kan bruges i fodboldens verden:

 

”Jeg glæder mig rigtig meget til at se hvilke resultater og konkrete anbefalinger, der kommer ud af det her forskningsprojekt. Det er et svært område at arbejde med, så alle konkrete, forskningsbaserede anbefalinger er meget velkomne. Vi vil jo fx kunne bruge resultaterne til at udvikle vores træneruddannelser, fordi den nye viden kan lære os, hvordan trænerne skal uddannes til at agere og skabe nogle miljøer, som fremmer alle de unges trivsel, motivation og fortsættelse i fodboldklubberne rundt omkring i Danmark,” udtaler Jakob Koed.

 

Projektet er et samarbejde mellem 9 idrætsforbund og Københavns Universitet

Alle unge idrætsudøvere fra 9 specialidrætsforbund i aldersgruppen 12 til 20 år vil blive spurgt om at svare på et elektronisk spørgeskema. Spørgeskemaet måler deres trivsel og motivation i idrætten, samt aspekter ved holdets miljø. Dernæst undersøges disse forholds betydning for fortsat idrætsdeltagelse den følgende sæson. De 8 idrætsforbund som deltager i projektet udover DBU er Badminton Danmark, Danmarks Basketball Forbund, Dansk Gymnastik Forbund, Dansk Håndbold Forbund, Dansk Ride Forbund, Dansk Skøjte Union, Dansk Svømmeunion og Dansk Tennis Forbund. Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med Institut for Idræt og Ernæring (NEXS), Københavns Universitet.