Det internationale fodboldforbund, FIFA, har i dag afholdt et fodboldtopmøde. På dagsordenen var først og fremmest FIFA’s tanker om at afholde herre- og kvinde-VM hvert andet år i stedet for hvert fjerde, som det er tilfældet nu. Den store ændring i fodboldterminerne skal ifølge FIFA´s oplæg gælde fra 2024.

Jakob Jensen, administrerende direktør i DBU, gav på det virtuelle topmøde udtryk for organisationens modstand mod forslaget om VM hvert andet år. Her lagde Jakob Jensen særligt vægt på, at kvindefodboldens største turneringer vil lide:

”Vi frygter, at kvindefodboldens turneringer vil ryge ud af offentlighedens søgelys, hvis der afvikles herreturneringer hvert andet år. Kvindefodbold er inde i en fantastisk udvikling, og det skal vi gøre alt for fortsætter,” siger Jakob Jensen.

Fodboldens økosystem på spil

Desuden frygter han, at planlægningen af en ny fodboldkalender vil resultere i, at store turneringer kolliderer – på bekostning af både spillere, fans og samarbejdspartnere. Derfor er det altafgørende, at alle parter høres i denne sag, forklarer Jakob Jensen:

”Sommerens EM på hjemmebane i København var en magisk oplevelse for danske og internationale fans. Fodboldens skrøbelige økosystem er på spil her, og som flere fanorganisationer allerede har udtrykt, vil et VM hvert andet år i værste fald udhule appetitten for de mange, internationale og nationale turneringer, siger Jakob Jensen, der også udviser bekymring for spillernes ve og vel.

”Med en stor, international turnering hvert år, kan internationale spillere ikke længere sikres en længere restituering. Det kan i sidste ende have store mentale- og fysiske konsekvenser for den enkelte spiller,” siger han og afslutter:

En så stor ændring i den internationale fodboldkalender skal ikke hastes igennem. Det er en beslutning, som skal træffes af de allermest-berørte parter,” siger han.