Det er en enig bestyrelse i dansk fodbold, der netop har godkendt et såkaldt positionspapir for DBU’s fortsatte kritiske dialog og samlet pres for at fremme menneskerettighederne i Qatar. Det sker blandt andet på baggrund af input fra DBU’s Governance- og Udviklingskomite med Helle Thorning-Schmidt som formand og en netop gennemført Qatar-høring, hvor både FIFA, Amnesty International, fagbevægelsen og andre samarbejdspartnere og medier deltog. Det fortæller formand i DBU, Jesper Møller:

”DBU har en klar strategi i forhold til VM i Qatar: Vi deltager, medmindre regeringen og Folketinget beslutter, at vi skal boykotte. Vi var imod beslutningen om at placere VM i Qatar, men vi ønsker via kritisk dialog at gøre noget aktivt for at skabe forbedringer i forhold til menneskerettighederne. Det sker i et tæt nordisk samarbejde, hvor vi nu fokuserer på konkrete indsatsområder, ligesom vi har fået gode input og ny viden fra både Governance- og Udviklingskomiteen og en række samarbejdspartnere,” udtaler Jesper Møller.

 

Dialog med Qatar-top

DBU’s formand har efter Qatar-høringen d. 22. januar drøftet den danske og nordiske strategi med Hassan Al Thawadi, der er generalsekretær i ’Supreme Committee for Delivery and Legacy’. Organisationen, der står for planlægningen og forberedelserne af VM i Qatar i 2022. Her har Jesper Møller uddybet den netop afholdte høring om menneske- og arbejdstagerrettigheder i Qatar, den fortsatte bekymring samt de nordiske holdninger i forhold til menneskerettighederne:

”Jeg gentog bekymringerne over situationen, og at vi derfor vil fortsætte vores kritiske dialog med fokus på forbedringer af menneske- og arbejdstagerrettigheder. Vi er klar over, at der er sket forbedringer, og det er skridt i den rigtige retning, men at der desværre stadig er lang vej til mål. Det er vigtigt, at der eksekveres på allerede vedtagne reformer, ligesom vi fremadrettet vil sætte fokus på en række konkrete og målbare initiativer,” siger DBU-formanden.

Nu vil DBU præsentere det nye positionspapir og de konkrete fokusområder for relevante parter i Qatar samt UEFA og FIFA og fortsætte den kritiske dialog i tæt samarbejde med blandt andre de fem øvrige nordiske fodboldforbund, Amnesty International og repræsentanter fra fagbevægelsen.