I slutningen af januar skulle det danske futsal-landshold have mødt Ukraine på udebane i EM-kvalifikationen. Kampen blev aflyst på grund af corona-situationen, men nu er der fundet en ny dato for kampen.

UEFA har besluttet, at udekampen nu skal spilles i Ukraine torsdag den 8. april. Samtidig bliver det omvendte opgør, der skulle have været spillet på Ceres Arena i Aarhus den 7. april, flyttet til Ukraine.

Det betyder, at begge Danmarks kampe mod den østeuropæiske nation bliver spillet i Ukraine til april, hvor Yunost Sport Palace danner rammerne for begge opgør.

På trods af den missede hjemmebanefordel og et tætpakket kampprogram glæder futsal-landstræner Nikolaj Saabye sig til opgaven:

”Jeg synes først og fremmest, at det er fantastisk, at kampen ikke er blevet aflyst. Vi møder et af Europas absolutte tophold. Det bliver en meget svær kamp,
men vi går ydmygt til opgaven med et håb om et hæderligt resultat og en masse læring,” siger Nikolaj Saabye.

Danmark har én gang tidligere mødt Ukraine. Det var i en EM-kvalifikationskamp den 18. marts 2015, hvor det blev til et nederlag på 5-2.

DBU arbejder på at skaffe streaming af begge kampe, så de danske fans kan følge med. De præcise kamptidspunkter offentliggøres senere.