Efter et veloverstået EM på hjemmebane takker Ebbe Sand af på Herrelandsholdet.

49-årige Ebbe Sand har det seneste år indgået som en del af trænerteamet som angrebstræner under Kasper Hjulmand. Tidligere har han fungeret som assistenttræner under Morten Olsen fra 2008 – 2014, og igen som angrebstræner under Åge Hareide i 2020.

Nu er det slut for den tidligere landsholdsangriber, der ser tilbage på sin tid på landsholdet med stolthed:

”Herrelandsholdet har altid stået som noget helt særligt for mig – både som spiller og træner af flere omgange. Jeg er stolt over de resultater, vi har skabt – senest med en semifinale ved EM, og jeg vil altid kigge tilbage på min tid omkring Herrelandsholdet med glæde og stolthed. Nu vil jeg bruge mine erfaringer på et nyt område, og ønsker Herrelandsholdet alt det bedste,” siger Ebbe Sand.

Der er også kun roser fra Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller:

”Der skal lyde en stor tak til Ebbe Sand for en altid dedikeret, professionel og loyal indsats. Det har været en stor fornøjelse at have Ebbe med omkring landsholdet, og vi ønsker ham alle sammen held og lykke med fremtiden,” siger Peter Møller.

Karrieren fortsætter som agent i fodboldverdenen for Ebbe Sand, der nåede 66 landskampe for Danmark i sin tid som aktiv fodboldspiller.

Landstrænerteamet vil nu lægge en ny plan for angrebstrænerstillingen.