Til juni lægger København både græs og asfalt til det første EM i herrefodbold på dansk jord nogensinde. Og mens Parken har fået grønt lys for at huse rød-hvide farver på tribunerne, er der risiko for, at Danmark må vinke farvel til store og vigtige dele af det værtskab, der allerede i 2014 blev tildelt den danske hovedstad.

Der blev i sidste uge givet anbefalinger fra en ekspertgruppe om, hvordan man kan afvikle større arrangementer, mens der stadig er restriktioner. Anbefalingerne indeholder modeller til ordninger for hvordan store arrangementer kan gennemføres, men det har ikke været en del af opgaven at komme med anbefalinger til hvornår. Og det er ærgerligt for fan-arrangementer til EM-festen, mener DBU. Afviklingen vil ikke kunne lade sig gøre, hvis der fortsat er stor usikkerhed om, hvordan store arrangementer kan gennemføres og hvornår.

Hvis DBU og de øvrige involverede aktører skal kunne gennemføre de planlagte fodboldfester rundt omkring i landet, er der behov for, at der besluttes en graduering af reglerne for større events. For at de mange festlige fodboldarrangementer kan gennemføres skal følgende gælde fra senest 11. juni:

  • Sektioner af 2000 personer
  • Max 10.000 deltagere
  • Coronapas (antigentest må være maksimalt 24 timer gammel eller PCR-test foretaget inden for 72 timer) • Desuden krav om Sundhedsplan, arealkrav der sikrer mulighed for afstand blandt deltagere og ekstra sikkerhedspersonale.

Det danske værtskab byder, ud over kampene i Parken, også på organiserede aktiviteter og fællesskaber i København og resten af Danmark med fokus på mangfoldigheden i dansk fodbold og med daglige aktiviteter med involvering af borgere i alle aldre. Det omfatter blandt andet en kæmpe fanzone på Ofelia Plads i København, hvor der efter planen skal være både storskærmsvisninger, fodboldkampe mellem NGO’ere og en masse andre aktiviteter, der viser forskellige sider af Danmark og dansk kultur.

Jesper Møller, formand i DBU, siger:

”Vi er glade for, at det er blevet muligt at tillade tilskuere på tribunerne i Parken til de fire kampe under EM på hjemmebane. Det danske værtskab er meget mere end kampe på stadion. Siden 2014 har vi sammen med Københavns Kommune og Sport Event Denmark lagt store kræfter i at forberede storskærmsvisninger, events og aktiviteter for alle – store som små – i København og i hele landet. Alle de store forberedelser, der siden 2014 har fokuseret på at sikre en tryg og glædelig fejring af EM i København for de danske fans, kan ikke realiseres uden politisk opbakning,” siger Jesper Møller.

Hos Dansk Erhverv frygter man ligeledes store konsekvenser ved et aflyst værtskabsprogram for EM:

”Anbefalingerne fra den nedsatte ekspertgruppe kom sent, og som det har været fremme, er det helt afgørende, at der skabes klarhed for arrangørerne på tværs af sport, musik, kultur og konferencer. Og desværre har folkefesten under EM været overset. Vi mener afgjort, at den kan afvikles under sundhedsmæssige forsvarlige og organiserede rammer, men det kræver en klar plan fra regeringen for hvordan og hvornår. Dansk Erhverv mener, at det bør være muligt at afvikle arrangementer med op til 10.000 personer i sektioner af 2.000, da det er udendørs og da coronapas, sundhedsplan og arealkrav gør det sundhedsmæssigt forsvarligt. Alternativet er uorganiserede forsamlinger, når forsamlingsforbuddet ophæves 11. juni – den dag, EM sparkes i gang.” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen

DBU regnede før corona-pandemien med et publikum på knap 40.000 mennesker under EM-kampene på hhv. Ofelia Plads og Rådhuspladsen. I planlægningen vil man stadig kunne gennemføre arrangementerne med et publikumsantal på 13.000 til knapt 19.000 mennesker med ovennævnte coronarestriktioner. Det forudsætter dog, at disse med sikkerhed er gældende fra senest 11. juni. Hertil kommer lignende arrangementer i de øvrige store danske byer, som også ønsker at markere EM med større fælles arrangementer og visning af kampene.

For mere information, kontakt:

Lene Kryger, Directing Manager EURO 2020, 2277 6084

Jakob Høyer, Kommunikationschef i DBU 60163711

Dansk Erhvervs pressetelefon på 70 22 80 10