Dansk futsal beviste i sidste uge, at det er på vej i den rigtige retning, da man fik sin første sejr nogensinde i en UEFA Main Round, der er et led i kvalifikationen til det afgørende europæiske finalestævne.

Det er derfor naturligt for DBU at fortsætte det gode samarbejde med landstræner, Nikolaj Saabye, og assistenttræner, Clement Cliford, der begge har takket ja til at forlænge deres kontrakter og fortsætte samarbejdet med DBU frem til slutningen af 2023.

”Jeg er selvfølgelig rigtig glad for forlængelsen, så vi kan fortsætte udviklingen af landsholdet.
en rejse jeg glæder mig enormt meget til at være en del af. Jeg er spændt på at se, hvor vi kan bære det her hen. Jeg er sikker på, at vi nok skal nå langt,” fortæller landstræneren, Nikolaj Saabye.

Den første sejr i Main Round kom efter en hårdkæmpet 3-1 sejr over Albanien. I sejren lykkedes det også landsholdsspilleren, Kevin Jørgensen, at nå en stor milepæl. Han blev nemlig den første spiller nogensinde på det danske futsal-landshold til at nå 50 scoringer. En præstation han selv er meget stolt over.

”Jeg er utrolig stolt over de 50 mål. Det er et bevis overfor mig selv, men også andre, at jeg stadig kan være med på det her niveau. Så jeg er sikker på, at der er flere mål i vente,” siger Kevin Jørgensen.

Næste gang Landsholdet skal i aktion er onsdag den 7. april, hvor futsal-landsholdet møder Ukraine i næste runde af Main Round. I samme omgang møder de igen Ukraine torsdag den 8. april og Kroatien den 10. april.