U21-landsholdet kvalificerede sig i oktober for fjerde U21 EM-slutrunde i streg, men grundet Corona er afviklingen af slutrunden i en lidt anden form end normalt. Derfor tager Danmark allerede tager hul på EM-gruppespillet den 25. marts mod Frankrig.

Et EM i marts betyder også sammenfald med starten på VM-kvalifikation for Herrelandsholdet. Det betyder, at flere spillere, der normalt ville være med U21-landsholdet, er udtaget til Herrelandsholdet.

Det har givet plads til to nye ansigter i Albert Capellas trup på 23 spillere. Det drejer sig om Nikolai Baden Frederiksen, som er udlejet fra Juventus til østrigske WSG Wattens, og den kun 17-årige Wahid Faghir fra Vejle Boldklub. Derudover er der comeback til Mads Roerslev fra Brentford og Andreas Poulsen fra Borussia Mönchengladbach, der i denne sæson er udlejet til Austria Wien.

U21-landstræner Albert Capellas har i mange måneder set frem til den store slutrunde. Han glæder sig over sin stærke trup:

”Vi har alle på holdet set frem til slutrunden i lang tid. Vi har forberedt os i mange måneder og ser frem til endelig at arbejde målrettet frem mod vores kamp mod Frankrig, som er en nøglekamp for os. I vores trup er der både et par nye navne og hele 10 spillere, der også kan være med på det næste U21-landshold. Det er flot og siger meget om det talentarbejde, der foregår i Danmark i øjeblikket,” siger Albert Capellas.

Se truppen herunder:

U21-truppen til EM-gruppespil marts 2021

Danmark er ud over Frankrig i gruppe med Island og Rusland. Alle tre EM-kampe kan følges på DR’s kanaler og DRTV.

Se hele kampprogrammet her.