Award-showet #BeActive Awards er kulminationen på ‘European Week of Sport’; en uge med fokus på sport og fysisk aktivitet på tværs af Europa. Europa-Kommissionen står bag showet, som afholdes i Bruxelles den 29. november.

Ni finalister kæmper om tre prestigefyldte priser i kategorierne ’Education’, ’Local Hero’ og ’Workplace’. Finalisterne er udvalgt blandt 76 nominerede af en jury af sportseksperter, der er udpeget af kommissionen.

Fodbold med i finalen
I år det første gang nogensinde, at et UEFA-forbund går i finalen, og det er positivt, at fodboldforløbet ’11 for Health’ kan være med i opløbet, mener DBU-direktør Jakob Jensen:

”Vi er stolte af, at vi med vores skoleprojekt ’11 for Health’ er med i finalen. Det er et stærkt projekt, som formår at gøre en forskel for danske skolebørn. Det er dokumenteret, at projektet rykker ved deres sundhed, trivsel og læring, og det er vigtige gevinster for de danske elever.”

Projektets dokumenterede effekt efter 11 uger med fodbold for knap 25.000 skoleelever er da også noget af det, der gør, at ’11 for Health’ er med i finalen: Juryen vurderer alle nominerede efter kriterierne: ’Relevance’, ’Quality’ og ’Impact’ – og her var projektet altså ét af tre, som scorede højst.

Mere bevægelse for danske skoleelever.
Jakob Jensen understreger, at projektets kvaliteter er en vigtig del af DBU’s arbejde for, at fodbolden også kan gøre en forskel uden for kridtstregerne:

”11 for Health’ er en del af vores ’En Del af Noget Større’-vision, som sigter efter, at fodbolden skal løfte vigtige samfundsmæssige udfordringer, eksempelvis inden for integration, sundhed og socialt udsatte.”

Forløbet er udviklet af DBU i samarbejde med Syddansk Universitet med støtte fra Nordea-fonden. UEFA har indstillet ’11 for Health’, fordi fodbold er med til at få mere fysisk aktivitet, læring og bedre trivsel på skoleskemaet.

Fodbolden i Danmark er i repræsenteret i finalen hele to gange. Foruden ’11 for Health’-nomineringen er den danske ildsjæl, Nagin Ravand, nomineret i kategorien ’Local Hero’.

Hver finalist modtager 2.500 euro (ca. 18.500 kroner), mens de tre vindere af førstepladsen modtager 10.000 euro (ca. 75.000 kroner). 

Læs mere om ’11 For Health’ på www.dbu.dk/11forhealth