Kvindelandsholdet har fået en strålende start på kvalifikationen til VM 2023 i Australien og New Zealand. De første fire kampe er alle blevet vundet sikkert, og Danmark topper kvalifikationsgruppen med 12 point og en målscore på 28-1. 

I slutningen af november skal Kvindelandsholdet fortsætte jagten på VM, når Bosnien-Hercegovina først venter på udebane, hvorefter det gælder topbraget i gruppen mod Rusland på Viborg Stadion. 

Mandag har landstræner Lars Søndergaard udtaget en trup på 23 spillere til de to kampe. Blandt de udvalgte er debutant Sarah Thygesen fra KoldingQ. Caroline Møller fra Real Madrid er også med i truppen for første gang i VM-kvalifikationen. 

Anfører Pernille Harder og back Sara Thrige er ude med skader, og specielt skaden til landsholdskaptajnen ærgrer landstræner Lars Søndergaard: 

”Det er selvfølgelig en streg i regningen før så vigtige kampe, at vi må undvære Pernille Harder. Vi har dygtige angribere, men det er ikke muligt at erstatte Pernille én-til-én. Vi har forsøgt at finde en spillestil, hvor vi også kan klare os uden fantastiske individualister som Pernille – og vi har et stærkt hold, som vi tror meget på,” siger Lars Søndergaard.  

Landstræneren glæder sig til de to vigtige kampe og håber på stor opbakning til hjemmekampen mod Rusland:  

”Vores start på VM-kvalifikationen har været tæt på perfekt, men der er lang vej igen. Bosnien-Hercegovina på udebane bliver en udfordring, som vi ikke tager let på. Hjemmekampen mod Rusland er altafgørende, da Rusland er vores største rival i kampen om førstepladsen og direkte kvalifikation til VM. Jeg håber virkelig, at vi kan fylde Viborg Stadion og få en stærk 12. mand på lægterne,” siger Lars Søndergaard. 

Se truppen her: 

Trupudtagelse Bos Rus

Kvindelandsholdet møder Bosnien-Hercegovina i Zenica torsdag den 25. november klokken 13.00. Tirsdag den 30. november gælder det så topbraget mod Rusland hjemme i Viborg. Du kan købe billetter til Rusland-kampen på billet.dbu.dk. Begge opgør kan også ses på DR1. 

Efter de fire første kampe har både Danmark og Rusland maksimumpoint i gruppen. Danmark fører dog VM-kvalifikationsgruppen på en bedre målscore.