Alle er velkomne til VM i Qatar i december 2022.

Sådan lyder det fra generalsekretæren for Qatars VM-komite, Hassan Al-Thawadi, på et møde med de nordiske fodboldforbund torsdag eftermiddag. Ifølge Qatars VM-arrangører er der fri adgang for alle, også kvinder, LGBTI+ -personer og andre grupper, der ellers har svære forhold i Qatar. Ifølge Al-Thawadi får pressen også fri adgang i Qatar, hvilket ifølge flere menneskerettighedsorganisationer har været udfordret de senere år.

Meldingen fra Qatars VM-arrangør er et skridt i den rigtige retning. Men der er fortsat behov for langt flere forbedringer, lyder vurderingen fra Jakob Jensen, adm. direktør i DBU, der på mødet spurgte til netop adgangen for kvinder, homoseksuelle og kritisk presse. 

”VM-arrangørerne i Qatar fortæller mig, at alle har fri adgang, så det er det, jeg forholder mig til. Både hvad angår fans og journalister. Det er positive svar, men det er selvfølgelig noget, vi vil holde arrangørerne i Qatar op på. Vi er slet ikke mål, så vi fortsætter arbejdet og dialogen med alle parter, også for fortsat at skabe forbedringer for migrantarbejderne”, siger Jakob Jensen.

DBU har siden 2015 kritiseret forholdene for migrantarbejderne i Qatar og har i to omgange besøgt VM-byggerierne sammen med de øvrige nordiske fodboldforbund. I foråret sendte DBU flere breve til FIFA-toppen med kritik af forholdene i Qatar og har haft møder med både de nordiske lande, UEFA og FIFA.

I december i år vil DBU og de nordiske fodboldforbund igen rejse til Qatar for at mødes med VM-arrangørerne og arbejdsorganisationer, mens DBU fortsat har samarbejde og søger rådgivning hos blandt andre fagbevægelsen og Amnesty International.