1,2,3,4, hele 5-0 blev det, da Danmark hjemme tog imod Israel i et opgør mellem nummer 1 og 2 i VM-kvalifikationsgruppe F. Landstræner, Kasper Hjulmand, havde valgt at skifte hele ni spillere ud i forhold til den nervepirrende kamp i Thorshavn.

Efter 11. minutter så det så ud til at gå galt. Israelernes Eran Zahavi blev sendt i dybden, hvor han fik udplaceret Kasper Schmeichel i målet. Heldigvis for danskerne løftede linjevogteren flaget for offside. Det var lidt en øjenåbner for de danske drenge, der stille og roligt satte sig mere og mere på kampen.

Efter 28 minutter spillet kom så det første danske mål. Mikkel Damsgaard fik sendt en forsøg af afsted mod det israelske mål, som målmand, Ofir Marciano, kun kunne parere. Her dukkede Yussuf Poulsen op, og sparkede resolut bolden i mål. Blot tre minutter senere var Danmark på spil igen. Andreas Skov Olsen fik tilkæmpet sig et frispark på kanten af feltet, som Daniel Wass på fornem vis sendte ind i panden på anfører, Simon Kjær, der gjorde det til 2-0.

Det danske hold fortsatte det høje tempo, og kort før pausen var det så Andreas Skov Olsens tur til at putte en i kassen – og sikke et mål. Efter flot spil ude i den danske venstre side blev bolden lagt ind til Mikkel Damsgaard i feltet, der ved hjælp af sin flotte teknik fik sendt bolden videre til sin tidligere holdkammerat, der med det samme flugtede bolden op i det fjerneste målhjørne.
Dermed gik det danske hold til pause foran 3-0.

Kronede sin 25. landskamp
Allerede kort efter pausen var både Mikkel Damsgaard og Thomas Delaney tæt på at gøre det til 4-0, og det lå lidt i luften, at det sidste mål ikke var scoret. Det var da også sidstnævnte, der i det 57. minut kunne heade bolden i mål til 4-0 efter endnu en dødbold fra Daniel Wass. Efter scoringen faldt det danske hold lidt tilbage. Det betød, at Israel kom frem til flere chancer, som pressede Kasper Schmeichel ud i et par gode redninger.

I det 86. minut kom Andreas Cornelius på banen til sin 25. optræden for A-landsholdet. Han skulle ikke bruge mere end fem minutter på at krone sit jubilæum. Endnu en gang var det et frispark på kanten af feltet, som resulterede i et mål. Jens Stryger Larsen sendte et indlæg ind i boksen, som Cornelius headede flot i mål til slutresultatet 5-0.

Efter seks kamp i VM-kvalifikationens gruppe F ligger Danmark på en sikker 1. plads med seks sejre ud af seks mulige og en målscore på 22-0. Næste gang det danske hold skal i aktion er lørdag den 9. oktober ude mod Moldova.

Kampfakta:
Danmark-Israel 5-0 (3-0)
28’ 1-0 Yussuf Poulsen
31’ 2-0 Simon Kjær
41’ 3-0 Andreas Skov Olsen
58’ 4-0 Thomas Delaney
90’ 5-0 Andreas Cornelius
35.158 tilskuere i Parken.

Den danske startopstilling (3-4-3)
Kasper Schmeichel – Joachim Andersen, Simon Kjær, Andreas Christensen – Daniel Wass (86’ Andreas Cornelius), Pierre Emile Højbjerg (83’ Christian Nørgaard), Thomas Delaney, Joakim Mæhle – Andreas Skov Olsen (77’ Jens Stryger Larsen), Yussuf Poulsen (77’ Mohamed Daramy), Mikkel Damsgaard (83’ Jonas Wind).

Ikke benyttede spillere:
Jesper Hansen, Frederik Rønnow, Victor Nelsson, Mathias Jensen, Jacob Bruun Larsen, Jesper Lindstrøm, Andreas Maxsø.

Dommer:
Tobias Stieler (GER)

Statistiske vinkler efter Danmark vs Israel

  • Andreas Christensen og Pierre Emile Højbjerg spillede begge deres A-landskamp nr. 50 for Danmark som spillere nr. 53 og 54 gennem tiderne.
  • Andreas Christensen blev tillige den fjerde-yngste 50-kampsjubilar efter Christian Eriksen, Michael Laudrup og Nicklas Bendtner samt den næst-hurtigste spiller til at nå fra 25 til 50 landskampe.
  • Simon Kjær scorede sit fjerde mål for Danmark og det første i mere end fem år (siden juni 2016). Han står nu noteret for fire mål, akkurat som andre forsvarslegender (Morten Olsen og Lars Olsen).
  • Joakim Mæhle spillede sin 19. A-landskamp, hvilket skete et år og to dage efter hans debut på det danske A-landshold.
  • Danmark holdt modstanderen fra at score i den sjette VM-kvalifikationskamp i træk og tangerede dermed rekorden sat i 1992-93 på vej mod VM 1994.
  • Danmark uden fortsat uden nederlag på datoen 7. september. Nu hedder statistikken seks sejre, tre uafgjorte og ingen nederlag.