Fra den 1. januar 2022 iværksættes det nye koncept ”DBU Børneklub”. Det er et prædikat, som alle klubber, der arbejder målrettet med udvikling af børnefodboldmiljøet i samarbejde med DBU, vil kunne sætte på deres klub.

Lokalunionerne står klar med understøttelse i form af de kendte klubrådgivere men også i form af nyansatte børneklubrådgivere, der udelukkende vil have til formål at hjælpe engagerede klubber med at gøre deres børnefodboldtilbud endnu bedre og arbejde som en DBU Børneklub, det fortæller næstformand i DBU, Bent Clausen:

- DBU Børneklub er for de klubber og klubledere, som ønsker at gøre noget særligt ud af børnefodbolden i klubben, og som derfor ønsker at samarbejde med DBU om at løfte børnemiljøet i deres klub. Det er vigtigt at understrege, at alle klubber uanset størrelse, der vil gøre noget ekstra ud af arbejdet med børnefodbolden, kan være med, udtaler Bent Clausen og fortsætter:

- Samarbejdet går selvfølgelig begge veje, så vi stiller nogle fokuspunkter eller kriterier op for at kunne kalde sig DBU Børneklub. Omvendt er vi også klar til at hjælpe de klubber, der gerne vil udvikle sig i tråd med strategien. Denne hjælp vil vi give år for år for som minimum at fastholde det opnåede niveau og dernæst udvikle klubben.  

Jeg vil kalde det et paradigmeskifte i vores tilgang til at understøtte børnefodbolden i Danmark. Bent Clausen, næstformand i DBU

 

Børneklubvejledningen bliver et vigtigt værktøj

Børneklubvejledningen består af en række fokuspunkter, som klubber kan arbejde med. Der er dog nogle få forudsætninger, som klubber skal leve op til for at blive en DBU Børneklub. Disse indgår klubben en skriftlig aftale med lokalunionen om. Det handler om, at klubben skal:

  • prioritere børnefodbolden økonomisk og organisatorisk, og dermed arbejde på at blive en DBU Børneklub
  • tilslutte sig DBU’s børnesyn og arbejde på at efterleve det
  • tilknytte en børneudviklingstræner, der er kontraktligt forpligtet (lønnet eller ulønnet) i løbet af det første år som DBU Børneklub
  • nedskrive og vedtage en børnepolitik

De resterende fokuspunkter i børneklubvejledningen skal ses som rettesnore og målsætninger, der vil gavne børnene, frem for ultimative krav, som det skal kontrolleres, at klubben lever op til. Det kan fx være, at man har en børnefodboldansvarlig i bestyrelsen, har mindst én uddannet træner (C1) pr. træningsgruppe, og at man har mindst én træner pr. otte spillere på alle børnefodboldhold.

Børneklubvejledningen er et afgørende motivationsværktøj i arbejdet med at indfri den ambitiøse strategi, fortæller formand for DBU Børn, Bjarne Christensen:

- Vi er meget glade for, at børneklubvejledningen er vedtaget og nu snart kommer ud, så vi kan give klubberne, som har været meget interesserede i iværksættelsen af vores nye strategi, et helt konkret redskab, som de kan kaste deres gode kræfter over. Med denne vejledning bliver det overskueligt, hvilke punkter man med fordel kan arbejde med, så man i sidste ende sikrer, at man udvikler sit børnefodboldmiljø til glæde for børnene.

Børneklubvejledningen vil efter gårsdagens vedtagelse af DBU Børneklub på DBU Breddes bestyrelsesmøde nu blive endeligt færdiggjort og lanceret i løbet af efteråret, så den kan tages i brug fra den 1. januar 2022.

 

To lokomotiver sættes på skinner med denne vedtagelse

I DBU’s børnefodboldstrategi er der udpeget seks forskellige lokomotiver, som er hovedindsatsområder for børnefodbolden. To af lokomotiverne sættes med vedtagelsen af DBU Børneklub nu for alvor på skinner og i omdrejninger. Det drejer sig om:

  1. at tilknytte børneudviklingstrænere, som et væsentlig middel til at hjælpe klubberne i forhold til trænernes og dermed børnenes trivsel
  2. at kvalitetssikre klubber

Formålet er at få flere og bedre kvalificerede personer ud i børnefodboldmiljøerne til at hjælpe, guide og understøtte de mange trænere i klubberne. På den måde kan kvaliteten af miljøerne løftes markant.

Selve konceptet ”DBU Børneklub” er en kvalitetssikring, hvor alle klubber får mulighed for at blive anerkendt for at prioritere børnefodbolden og levere et godt børnefodboldmiljø.

 

DBU Børneklub og den tilhørende børneklubvejledning iværksættes officielt pr. 1. januar 2022, og i løbet af efteråret 2021 og foråret 2022 vil klubber i hele landet blive klogere på, hvilken positiv betydning det kan have for dem.