I weekenden skulle Hjørring Futsal Klub og Futsal Gentofte kæmpe om retten til at kalde sig danmarksmestre i futsal, og det blev en tæt kamp med spænding til det sidste.

Der var lagt op til en kamp med alt på spil, efter de to holds første møde i Hjørring var endt 1-1. Derfor ville vinderen af opgøret blive kronet til danske mestre. Kampen skulle vise sig at blive den formentligt mest medrivende finalekamp i dansk futsal-historie. Gentofte lagde bedst fra start og kom hurtigt foran. Så let ville Hjørring dog ikke lade de forsvarende mestre slippe, og de fik udlignet ikke længe efter.

Herefter blev det en kamp, der bølgede meget frem og tilbage, hvor Gentofte flere gange bragte sig foran, men Hjørring ligeledes udlignede.

Med 47 sekunder igen af kampen scorede Gentofte, hvad mange troede var det afgørende mål til 4-3, men sådan gik det ikke. Med 32 sekunder igen udlignede Hjørring endnu en gang efter flot sammenspil, og det så ud til, at finalen skulle ud i en tredje og afgørende kamp.

Gentofte-spilleren, Louis Veis, ville det dog anderledes, og med sit tredje mål i kampen bragte han Gentofte foran 5-4 med 20 sekunder tilbage af kampen. Det resultat holdt, og Futsal Gentofte kunne fejre deres ottende mesterskab på ni år.

For Gentofte-spilleren, Emil Scott, blev det en kamp til historiebøgerne:

”Det er den vildeste futsal kamp, jeg har været med til og så lige i en finale med så meget på spil. Det er derfor, futsal er verdens fedeste sportsgren. Stor respekt til Hjørring for at være gode på banen og især ude for banen. Jeg er utrolig stolt af mit hold. At vi stadig tror på sejren, selvom Hjørring blev ved med at komme tilbage. Det er vindermentalitet,” siger Emil Scott.