Der er længe blevet spillet kvindefodbold på topniveau i Hjørring Kommune, hvor fodboldklubben Fortuna Hjørring holder til. Men det er ikke kun de kvindelige spillere, der spiller på byens stadion, som skal løbe med opmærksomheden.

Hjørring Kommune, DBU og DBU Jylland har i en ny velfærdsalliance skrevet under på, at der skal sættes et bredt fokus på alle pige- og kvindespillere i kommunen.

Borgmester i kommunen, Søren Smalbro (V), udtaler:

Vi er optaget af at vores børn, unge og familier har det godt og trives i de fællesskaber, som de er en del af. Derfor er det helt afgørende, at vi med dette samarbejde med DBU og DBU Jylland kan understøtte vores lokale frivillige fodboldklubber i at skabe de bedste rammer for børne- og ungdomsfodbold. Samtidig er det også vigtigt, at vi udvikler os. Det er vigtigt, at vi understøtter talent- og elitefodbold, så særlig Fortuna Hjørring og Vendsyssel FF være en del af den kvindelige- og mandlige topfodbold i Danmark.”

Små børn, stort fokus
Det seneste år har der været et boom i antallet af kvindelige fodboldspillere over hele landet. Det er især blandt 0-6-årige, at langt flere piger er trukket i fodboldtrøjen. Men væksten er stor for både drenge og piger i særligt de mindste årgange. Derfor vil børnene også få et særligt fokus i den nye aftale.

”Fodbold er et fantastisk fællesskab - og de nye medlemstal viser, at mange flere har valgt at melde sig ind i en fodboldklub for at blive en del af det særlige fællesskab. Det gælder også i Hjørring Kommune, hvor vi med denne velfærdsalliance vil fortsætte udviklingen af gode børnefodboldmiljøer i klubberne. Vi vil skabe verdens bedste børnefodbold i samarbejde med klubber, frivillige og også med skoler og kommuner,” siger Jesper Møller, formand i DBU.

Fremover vil kommunen arbejde sammen med klubber og skoler, ligesom trænere og klubber skal blive stærkere i pige- og børnefodbolden.

Aftalen løber til og med 2026.