Fredag den 10. december 2021 mødtes Hvidovre IF og SønderjyskE i returkampen i kvartfinalerne af Sydbank Pokalen.

Efter kampen stod det via medieomtale og indhentede TV-optagelser klart, at én eller flere Hvidovre IF-fans under kampen kom med racistiske tilråb mod SønderjyskE-spillere.

Derudover forsøgte en gruppe af Hvidovre-fans at angribe Sønderjyske-tilhængere, og gruppen endte i slåskamp med sikkerhedsvagterne.

Fodboldens Disciplinærinstans har på baggrund af og via dokumentation af ovenstående episoder besluttet at åbne en sag mod Hvidovre IF.

Instansen vurderer på baggrund af videomaterialet og klubbernes redegørelser, at det var tilskuere med tydeligt tilhørsforhold til Hvidovre IF, der kom med racistiske tilråb samt forsøgte at angribe SønderjyskE-fans og endte i tumult med vagterne.

Fodboldens Disciplinærinstans har på denne baggrund besluttet at sanktionere Hvidovre IF med en bøde på 37.500 kroner.

Hvidovre IF kan inden for de næste to uger anke sagen til Fodboldens Appelinstans.

Læs kendelsen i sin helhed lige her.