Efter seks års fravær vender Claus Nørgaard tilbage i teamet omkring ungdomslandsholdene. Her får han i første omgang ansvaret for U18-herrelandsholdet. Siden han sidst var i DBU, har han været i klubber som SønderjyskE, Esbjerg FB og Vejle Boldklub. Det er dermed en erfaren herre, som fremover skal træne de unge talenter.

”Vi er glade for at kunne byde Claus Nørgaard velkommen tilbage. Da Claus blev hyret til DBU første gang, var det fordi, han var en dygtig træner, og det var godt set af Sønderjyske, at de tog ham som cheftræner. Med de jobs og erfaringer han har erhvervet sig, siden han var her sidst, er han blevet endnu mere kompetent, og jeg er meget tilfreds med at tilføje Claus til teamet. Claus kender kulturen i DBU, og han har også haft en stor andel i det talentarbejder, vi blandt andet ser bærer frugt på U21- og A-landsholdet i disse dage. Vi ser meget frem til, at han får sin daglige gang i her igen,” fortæller Kenneth Heiner-Møller, Talent- og Udviklingschef i DBU.

Også Claus Nørgaard ser frem til at starte i DBU igen:

”Jeg ser frem til at blive en del af det gode udviklingsmiljø, der er i landstrænergruppen, samt til samarbejdet med klubberne til gavn for dansk talentudvikling,” siger Claus Nørgaard.

Det er ikke mere end en måned siden, at den danske U19-landstræner, Lars Knudsen, stoppede for at tage til USA og blive assistenttræner for det amerikanske herrelandshold.

Claus Nørgaard tiltræder i rollen som U18-landstræner fra den 1. september. Han kommer i aktion allerede den 24. september, hvor U18-landsholdet spiller landskamp mod Norge. Indtil da varetager han sit nuværende job hos Vejle Boldklub.