Der var mulighed for at skrive historie, da U17-drengelandsholdet torsdag gik på banen i Israel til EM-kvartfinalen. Holdet havde efter en flot sejr over Portugal spillet sig videre fra gruppespillet. Kun tre gange før er et dansk U17-drengelandshold gået videre fra de tre indledende kampe, mens det bedste resultat hidtil under et U17-EM er en plads i semifinalen.

Dette års kvartfinale var dog kun få minutter gammel, da modstanderen Serbien bragte sig foran. Det lykkedes de danske drenge at udligne kort inde i anden halvleg, men i det 64. minut sparkede en serbisk fod bolden ind bag Theo Sander i det danske mål. Målet blev kampens sidste og satte et punktum for den røde hvide EM-deltagelse.

Skuffelse og stolthed

Efter nederlaget var der stor skuffelse i den danske lejr:

”Vi havde håbet og troet på semifinalen. Derfor er det også super ærgerligt at ryge ud nu,” siger Theo Sander.

Alligevel var der også overskud til at kigge tilbage på slutrunden som en stor og lærerig oplevelse:

”Det har virkelig været vildt at være med. Man er gået på banen med en helt speciel følelse. Det har været noget helt andet end en almindelig landsholdssamling, og jeg synes, at jeg kan tage rigtig mange erfaringer med herfra,” siger den unge målmand, der håber på flere slutrunder i fremtiden.

Holdets målscorer

Noah Nartey 1

Emil Højlund 1

Elias Hansborg Sørensen 1

Noah Sahsah 1

Alexander Simmelhack 1

Markus Jensen 1

Resultater

Danmark – Sverige 1-2

Danmark – Skotland 3-1

Portugal – Danmark 1-3

Danmark – Serbien 1-2