Gruppespillet til EM i Bosnien-Hercegovina blev endestationen for det danske U17-pigelandshold. Det var kendsgerningen, efter at holdet i sidste kamp spillede 1-1 mod Holland. 

Der ventede på forhånd pigerne en svær opgave i gruppen, der udover Holland bestod af de forsvarende mestre fra Tyskland og værtsnationen Bosnien-Hercegovina.

Efter et nederlag til Tyskland og en storsejr på 6-0 over Bosnien krævede det tre point i gruppens sidste kamp for at indløse billetten til semifinalen.  

Spænding til det sidste

Og det var lige ved og næsten for landsholdet. Efter knap en halv times spil mod Holland kunne de danske piger sætte gang i jubeldansen, da Alma Aagaard headede Danmark på semifinale-kurs. Desværre var anden halvleg knap fløjtet i gang, før Holland med et langskud sparkede bolden i mål til slutresultatet.

Et resultat, der slukkede de danske EM-drømme.  

Danmarks topscorer under turneringen, Alma Aagaard, var naturligvis skuffet efter holdets exit:

”Jeg føler godt, at vi kunne have vundet kampen. Jeg var rigtig lettet, da vi kom foran 1-0, så det er ærgerligt, at vi ikke kunne holde resultatet hjem.”

Hun ærgrer sig over, at kampen bliver den sidste i denne omgang, men glæder sig over sin egen og holdets deltagelse i slutrunden:

”Det har været en fantastisk oplevelse at få lov til at være med. Jeg har lært rigtig meget, og jeg håber, at jeg får lov til at deltage i flere slutrunder fremover”.

De danske topscorere under EM

Alma Aagaard 3

Emilia Ásgeiersdóttir 2

Pernille Sanvig 1

Clara La Cour 1

Resultater

Danmark - Tyskland 0-2

Bosnien-Hercegovina – Danmark 0-6

Holland – Danmark 1-1