Er det svært at finde nye frivillige i din klub? Hvis svaret er ja, er I desværre på ingen måde alene.

Derfor lancerer DBU Bredde nu et webinar målrettet forældre med titlen ”Fra mig til vi – Sådan fungerer en fodboldklub”.

Tendensen i disse år er nemlig, at et fåtal af frivillige påtager sig mange opgaver, mens for mange slet ikke hjælper.

- Hvis foreningslivet skal køre videre i sin nuværende form båret af værdier om fællesskab og mangfoldighed, skal vi væk fra den tankegang, hvor nogle forældre ser fodboldklubben og dens tilbud som en service, de betaler for, siger Poul Erik Kristensen, som er DBU Trænerudvikler, certificeret coach og oplægsholder på webinaret.

Webinaret foregår onsdag den 6. april klokken 20.00-22.00.

Poul Erik Kristensen

  • Poul Erik Kristensen har været instruktør/trænerudvikler på DBU's træneruddannelser gennem mere end 30 år og er certificeret coach. Han har desuden en diplomuddannelse i ledelse.
  • Han har siddet i flere fodboldbestyrelser i breddeklubber og været ungdomskonsulent i Aars IK.
  • Poul Erik Kristensens cv tæller bl.a. en fortid som assistenttræner og talentchef i AaB, cheftræner for 2. divisionsklubberne Skive IK og Frederikshavn samt sportschef i Aars FC.
  • Har været folkeskolelærer, heraf flere år i ledende roller, og er tidligere efterskolelærer.
  • Desuden medforfatter til bogen "Gør dig umage".

Hver lille indsats gør en forskel
Derfor er det afgørende, at forældrene i en breddeklub forstår fodboldklubbens mekanismer, så flere engagerer sig – i stor eller lille skala. For alle kan være med, men alle skal også byde ind med lidt, så alle får glæde af at være med.

Én ting er at melde sig til et udvalg eller tage en trænertjans, men der er også brug for forældre, der kører børnene til kamp eller bager kage til holdet.

Hvert indspark tæller og hver en lille opgave løst er et skridt på vejen.

Hvis foreningslivet skal køre videre i sin nuværende form båret af værdier om fællesskab og mangfoldighed, skal vi væk fra den tankegang, hvor nogle forældre ser fodboldklubben og dens tilbud som en service, de betaler for Poul Erik Kristensen

For børnene og klubbens skyld
På den måde er man som forælder med til at gøre en indsats for ikke bare børnenes skyld men også for klubbens skyld.

Og man er med til at sikre en velfungerende klub nu og i fremtiden.

- Tingene hænger sammen i et internt afhængigt system: Klubben er til for medlemmer, og medlemmerne er en forudsætning for klubben. Klubben eksisterer kun, fordi frivillige løser opgaverne. Hvis ingen frivillige melder sig, kan der ikke opretholdes et tilbud til medlemmerne, konstaterer Poul Erik Kristensen.

Fakta: Webinar om klubforståelse

Målet med webinaret er at give fodboldforældre en forståelse for, hvordan en fodboldklub hænger sammen, og hvordan opgaverne i klubben løses.

DBU Bredde ønsker at medvirke til at skabe interesse for frivillighed og åbne forældres øjne for den meningsfuldhed og de udviklingsmuligheder, der ligger i at være frivillig i en fodboldklub.

Samtidig er håbet at kaste lys over de individuelle, relationelle og kollektive incitamenter, der er for at være en del af foreningsfællesskabet.

Vil din klub have flere forældre til at engagere sig? Så invitér dem med på webinar.

Afhold webinaret som forældremøde
Har I overvejet at invitere forældrene ned i klubhuset, så I i fællesskab kan overvære i webinaret? Det kan være en oplagt mulighed at deltage mange samlet og lade det være indgang til en uformel snak om opgaver og forpligtelser i klubben.

Praktiske informationer
Webinaret varer 2 timer og foregår onsdag den 6. april 2022.