Torsdag morgen har EU-domstolen taget stilling til striden mellem European Super League og UEFA samt FIFA. Striden drejer sig om projektet "European Super League", som har beskyldt UEFA og FIFA for at misbruge deres dominerende position i fodboldverdenen ved at forsøge at forhindre etableringen af udbryderligaen. Sagen overgår nu til domstolen i Madrid, som skal træffe den endelige afgørelse.

"Sagen har været en kamp for den europæiske sportsmodel baseret på økonomisk solidaritet og sportslig op- og nedrykning. Det er sportens samfundsmæssige betydning med fællesskab og solidaritet overfor egoisme og grådighed. DBU står sammen med tusindvis af fans, klubber, andre nationale fodboldforbund, regeringer samt de internationale fodboldorganisationer om at forsvare den unikke europæiske sportsmodel og drømmen om, at alle hold kan kvalificere sig til de bedste turneringer, og en solidarisk fordeling af indtægter til alle dele af fodboldens fødekæde. Jeg havde naturligvis håbet på, at afgørelsen ville have givet UEFA og FIFA medhold i deres synspunkter. Og vi vil nu kæmpe videre for fællesskab og solidaritet i dansk og international fodbold," siger Jesper Møller.

DBU vil nu gennemgå afgørelsens præmisser og vil derefter indlede dialog med de danske klubber, Divisionsforeningen, fans, regeringen og andre interessenter i den internationale fodboldverden om den videre vej.