Modstander søges til lørdag d. 9. marts. Vi har bane, men kommer også gerne til jer.

Sådan begynder et af de mange opslag, som fylder Facebook-grupper, hvor trænere forsøger at finde træningsmodstandere.

For selvom temperaturerne balancerer omkring frysepunktet, så triller fodbolden ufortrødent videre. Det gælder også de spontane enkeltkampe til at holde formen ved lige vinteren over.  

Når modstanderholdet er fundet, så kan trænere og holdledere nu klikke kampene i kalenderen og gøre brug af de velkendte digitale værktøjer til at sikre samspil med både modstanderhold og klubben.

Digitalt samspil – også i vinterhalvåret

Ved siden af Vinterbold, futsal og indendørs fodbold, er de kolde måneder også spækket med træningskampe.

Tidligere i år blev det muligt for trænere og holdledere at oprette dem direkte fra Mit DBU - men nu kan det klares fra mobilen via Fodbold appen. 

Og det sikrer samspil med både klub og modstanderhold, og hjælper med at undgå uheldige episoder: 

"Jeg havde glemt at opdatere aktiviteten i KampKlar, så spillerne kom først frem et kvarter inden kampstart. Det var ikke så heldigt, så det vil hjælpe os meget at få automatisk besked, når der sker ændringer," fortæller Rasmus Bendtsen fra Ejby IF Fodbold. 

Når man opretter kampen, så kan man således indtaste 'DBU ID' på modstanderholdets træner. Det sikrer at vedkommende får besked, når kampen er godkendt. Det sekscifrede DBU ID kan man finde på sin profilside i Fodbold appen og på Mit DBU. 

Sådan virker det

  1. Find ’Træningskampe’ i Fodbold appen under ’Kampe og turneringer’ fra menuen med de tre vandrette streger i bunden.
  2. Indtast info om eget hold, modstanderhold, niveau og spilletidspunkt- og sted.
  3. Kampen sendes nu til godkendelse i KlubOffice, hvor den ligger på forsiden under ’Anmodninger om træningskampe’. Hvis klubben har valgt det til, kan den ansvarlige også få en e-mail, når der kommer nye anmodninger. Se hvordan her
  4. Når kampen er godkendt af klubben, så får begge trænere direkte besked i deres Beskedcenter – fodboldindbakken i højre hjørne af Fodbold appen. Det kræver dog, at man indtaster 'DBU ID' på modstanderholdets træner. Det kan man finde på sin profilside i Fodbold appen og på Mit DBU. 
  5. Kampen kan nu hentes i KampKlar under ’Kampe og turneringer’ på Mit DBU. Se hvordan i videoen her.
Opret Traeningskamp Forside Undervejs i processen kan man følge med i status på træningskampene - om kampene er godkendt eller afventer klubben. For at få adgang til Træningskampe, skal man opdatere til nyeste version af Fodbold appen i App Store eller Google Play.

Klik kampene i KampKlar 

En stor del af landets fodboldhold administrerer træninger, kampe og sociale aktiviteter med 'KampKlar'. Træningskampene er selvfølgelig ingen undtagelse, og det har den store fordel, at kampene er synkroniseret med klubbens- og med DBU's system. 

Således vil begge trænere automatisk få besked, hvis der skulle ske ændringer på kampen. Se hvordan man tilføjer kampe til KampKlar-kalenderen i videoen her: 

Klubben har nøglerne

Muligheden for at oprette træningskampe styres fuldt ud af klubben via KlubOffice. Alle personer, der har klubhvervet ’KampKlar’, har som udgangspunkt også adgang til at oprette træningskampe.
Klubben kan dog vælge, at det kun er personer i klubben med klubhvervet ’Træningskampopretter’, der skal kunne oprette træningskampe.

Det kan vælges til under ’Indstillinger’ i KlubOffice.

Anmodninger om træningskampe findes på forsiden af KlubOffice, hvorfra kampfordelere og administratorer kan sætte bane mv. på, inden de sendes videre til klubbens lokalunion: 

Anmodninger Om Træningskampe