Hvis alt flasker sig, sender Danmark fire ungdomslandshold til sommerens EM-slutrunder. Der er dog nogle dygtige modstandere, der først skal overvindes på grønsværen. To af holdene har trukket forsvarende mestre i gruppen, og i tre ud af fire grupper er det kun etteren, der går videre. Der er alt at spille for i forårets EM-kvalifikationer.   

U19-herrelandsholdet

U19-herrelandsholdet gik ind i lodtrækningen fra lag 2, efter de vandt første runde af EM-kvalifikationen foran Frankrig. Danmark blev parret med Portugal, Serbien og Grækenland. Portugal er forsvarende mestre, og de får hjemmebanefordelen, når puljen skal afgøres til foråret. Landstræner Morten Eskensen sætter ord på lodtrækningen:

”Det er en stærk gruppe uden dårlige hold. Portugal er forsvarende mestre og får hjemmebanefordelen, så de er nok favoritter, men jeg ser gode muligheder for resultater. Det bliver fedt at måle sig af mod de bedste. Vi viste jo, at vi kunne slå Frankrig. Vi har et virkelig godt hold fra en rigtig stærk årgang, så jeg glæder mig bare til at komme i gang.”

Gruppekampene spilles i Portugal fra den 20. til 26. marts.

De syv gruppevindere og værtsnationen, Nordirland, udgør de otte hold, der fra 15.-28. juli dyster om EM-trofæet.

U17-drengelandsholdet

Danmarks U17-drengelandshold gik ind i lodtrækningen fra lag 4. De skal op imod Tyrkiet, Serbien og Georgien.

Landstræner Jesper Mikkelsen sætter ord på lodtrækningen:

”Vi har ventet i spænding i halvanden måned på dagens lodtrækning. Vi trak Tyrkiet og Serbien, hvor begge hold vandt deres puljer i første kvalifikationsrunde ret klart, og vi har selvfølgelig stor respekt for begge nationer, som vi vil bruge de næste måneder til at blive klogere på. Det sidste hold i vores pulje blev Georgien, som vi tabte 2-1 til i første kvalifikationsrunde, så vi ser frem til at få en ny chance for at slå dem. Kan vi spille op til vores bedste niveau, ser jeg gode muligheder for, at vi kan kvalificere os til EM-slutrunden på Cypern.”

Gruppekampene spilles i Georgien fra den 20. til 26. marts.

De otte gruppevindere og syv bedste andenpladser skal til EM sammen med værtsnationen, Cypern. Slutrunden starter den 20. maj og slutter 05. juni.

U19-kvindelandsholdet

U19 gik ind i lodtrækningen fra lag 2. De træk Spanien, Grækenland og Slovenien. Spanien kommer med de to seneste EM-trofæer i bagagen, og man kan forvente, at de håber på at gøre det til tre i streg.

Landstræner, Anja Heiner-Møller, sætter ord på lodtrækningen:

”Det er dejligt at have fået modstanderne på plads til den kommende EM-kvalifikation. Vi kan starte forberedelserne og se frem til endnu flere kampe mod gode modstandere. Vi skal møde Spanien, Grækenland og Slovenien, hvor Grækenland er det eneste hold, som spillerne ikke har mødt i deres U19 tid. Vi har en sejr over Slovenien med i bagagen og et nederlag for en uges tid siden mod verdensmestrene fra Spanien, så der er garanti for matchning på allerhøjeste hylde.”

Gruppekampene spilles i Slovenien fra den 3. til 9. april.

De syv gruppevindere og værtsnationen, Litauen, skal kæmpe om EM-trofæet til sommer. Slutrunden løber af stablen 14. – 27. juli

U17-pigelandsholdet

U17 gik ind i lodtrækningen fra lag 2. De skal spille mod Polen, Skotland og Nordmakedonien for at nå til EM.  

Landstræner Kristine Pedersen sætter ord på lodtrækningen:

”Det er en lodtrækning, vi overordnet set kan være tilfredse med. Vi skal møde hold, der har præsteret godt i sidste runde, hvor især Polen har set utrolig stærke ud. Det er stadig en pulje, hvor alt er åbent. Nu skal vi bruge de kommende måneder på at forberede os, så vi står så stærkt som muligt til de her kampe. Det bliver spændende!”

Gruppekampene spilles i Polen fra den 13. til 19. marts.

De syv gruppevindere og værtsnationen, Sverige, skal kæmpe om EM-trofæet. Slutrunden spilles 5. – 18. maj.