Lars Søndergaard har siden sin ansættelse i december 2017 ført Kvindelandsholdet til både EM og VM. Det er sket med flot fodbold og som ubesejret i både EM- og VM-kvalifikationen.

Når Kvindelandsholdet til sommer kæmper for Danmark til holdets første VM siden 2007, bliver det også Søndergaards sidste kampe i spidsen for de rød-hvide fodboldkvinder. 63-årige Lars Søndergaard har besluttet at stoppe som landstræner, når hans kontrakt udløber efter VM.

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, ser tilbage på Lars Søndergaards tid som landstræner med stor glæde:

"Lars har i de seneste fem år ikke kun været en fremragende landstræner, men også været omdrejningspunktet i udviklingen af både landsholdet og dansk kvindefodbold. Flere nye og unge, talentfulde spillere har fået deres gennembrud på landsholdet, og med fremadrettet, dynamisk og offensivt spil har Lars sammen med den øvrige stab og holdet leveret flotte resultater med kvalifikation til både EM 2022 og til det første VM for Kvindelandsholdet i 16 år.”

”Der venter landsholdet et spændende halvår med forberedelse til sommerens VM-slutrunde. Jeg ved, at spillerne og alle os fra DBU vil gøre alt for, at Lars siger farvel til landsholdet og DBU på bedste vis,” lyder det fra Peter Møller.

Lars Søndergaard er stolt over sine fem år i spidsen for Kvindelandsholdet:

”Jeg har haft en fantastisk tid, og det har været en stor ære at repræsentere Danmark. Det er en vemodig beslutning, og det er altid svært at finde det rette tidspunkt til at sætte punktum. Jeg stopper, fordi det føles naturligt, og fordi det giver mig en frihed efter VM til at overveje mine næste skridt - og jeg ser ikke et bedre tidspunkt at slutte af end efter et VM,” siger Lars Søndergaard og fortsætter:

”Jeg har nydt et fantastisk samarbejde med spillerne og staben omkring holdet. Jeg er rigtig stolt over de resultater, vi har lavet sammen. Holdet bliver efterladt et godt sted, og jeg er sikker på, at der venter store oplevelser for holdet i fremtiden. Nu har jeg fuldt fokus på VM til sommer, som jeg glæder mig helt vildt til. Vi kommer til at give den alt, så vi får et mindeværdigt VM,” siger Lars Søndergaard.

Lars Søndergaard har i skrivende stund stået i spidsen for Danmark i 53 kampe, hvor det er blevet til 136 mål og 31 sejre.

Arbejdet for at finde afløseren for Lars Søndergaard vil nu gå i gang.