Høje grin, nye finter og gode venner. Selvom klokken har ringet ud til sommerferie, er der stadig fyldt med liv i landets fodboldklubber. Her har flere end 26.000 drenge og piger for en stund byttet klasselokalet ud med fodboldbanen på DBU Fodboldskole.

Det er 30. år, DBU Fodboldskole bliver afviklet, men opbakningen til fodboldskolen er fortsat stor med det højeste antal tilmeldte i fem år.

Den store tilslutning vækker glæde hos fodbolddirektør i DBU, Peter Møller:

”DBU Fodboldskole vækker glæde og begejstring i hele Danmark. At den kan blive ved med at tiltrække børn og unge år efter år, siger en del om den helt specielle betydning, som DBU Fodboldskole har hos rigtig mange børn og voksne. Det er legen med bolden, pladsen til at udvikle sig og ikke mindst et fantastisk fællesskab,” siger Peter Møller.

Antallet af klubber med DBU Fodboldskole er i år 229. I skrivende stund er 26.202 tilmeldt, men der er stadig åben for tilmelding på skolerne i sommerens sidste uger. Sidste år deltog 24.458 drenge og piger.

DBU Fodboldskole blev afviklet for første gang i 1993. Der er blevet solgt mere end 775.000 billetter i alt siden da.