210 landskampe, nationale mesterskaber i Danmark, Norge og England, to gange årets spiller og en indlemmelse i Fodboldens Hall of Fame. Det er CV’et på den nye træner for U15-pigetalenterne i vest, Katrine Søndergaard Pedersen.

Med de mange klub- og landskampe i bagagen ser Katrine Pedersen frem til at kunne hjælpe de unge talenter:

" Jeg er meget glad for at være tilbage I DBU, hvor jeg nu får muligheden for at træne U15-pigetalentholdet.
Det er enormt meningsfulgt for mig at kunne give noget af min erfaring videre til de kommende generationer af talentfulde piger. Jeg glæder mig over at kunne bidrage til udviklingen af pige- og kvindefodbolden i Danmark. Jeg håber, at jeg kan inspirere de unge spillere og hjælpe dem med at nå derhen, hvor de gerne vil. Jeg ser frem til at være en del af spillernes udvikling både på og uden for banen," siger Katrine Pedersen.

Også hos DBU er der stor glæde over Katrine Pedersens ankomst:

"Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan byde Katrine velkommen. Hendes tilgang og erfaring vil bringe meget, og jeg er sikker på, at hun vil have en stor indflydelse på vores unge spillere. Hendes passion og dedikation til pigefodbolden er smittende, og jeg glæder mig til at se, hvordan hendes ekspertise og vejledning vil forme og udvikle vores unge talenter," siger Kenneth Brogaard, sportslig ansvarlig i DBU Talent.

Katrine Pedersen overtager officielt rollen som U15-pigetalenttræner fra sommeren, men vil i løbet af de næste måneder gradvist blive ført ind i rollen. Hendes første opgave som træner bliver i efteråret, hvor holdet mødes næste gang.