Kvalifikationen til EM i Tyskland kom i hus foran et fyldt og feststemt Parken. Kampen startede med et brag af et festfyrværkeri. Da dommeren fløjtede for sidste gang, lød der endnu engang et brag – denne gang fra de danske fans.

Danmark fik ret hurtigt overtaget, hvor bolden tålmodigt blev fordelt rundt. Det meste initiativ kom fra bageste kæde.

Kampens første store chance faldt til Jonas Wind efter 11 minutter, hvor Sloveniens målmand, Jan Oblak, diskede op med en fantomredning på Winds hovedstød.

Efter en lille halv time kunne Slovenien ikke modstå det danske pres længere. Victor Kristiansen modtog en bold i feltet, som han sendte modsat, hvor back-kollegaen Joakim Mæhle kom flyvende.  Han kunne med sin førsteberøring sparke Danmark på kurs mod Tyskland. 1-0.

To minutter efter scoringen gik det galt. Slovenien fik et frispark på kanten af feltet, som Erik Janza med fremragende teknik fik drejet over muren og uden for Schmeichels rækkevidde. Efter målet gik gassen en smule af ballonen hos både de danske spillere og fans. 1-1.

Anden halvleg startede med fine danske opspil. Efter 52’ kom Yussuf Poulsen til en god chance efter flot forarbejde af Pierre Emile Højbjerg og Victor Kristiansen. Chancen førte til et hjørnespark, som resulterede i klumpspil i det slovenske felt. Kuglen endte for fødderne af indskiftede Mathias Jensen, som smækkede den tilbage i feltet, hvor Jannik Vestergaard forlængede den til en helt fri Thomas Delaney, der med et knastørt hug sendte Danmark til EM. Den røde mur udbrød i vild jubel, og de danske fans var atter tilbage i hopla. 2-1.

Efter føringen stod der Danmark på det hele, hvor der var flere gode muligheder for at skabe store chancer.

Med et kvarter igen hakkede Yussuf Poulsen på kassen udefra, men Jan Oblak fik den skubbet over målet med det yderste af fingerspidserne.

Anden halvleg endte uden slovenske chancer.

Efter 94’ lød dommerens slutfløjt. Og det var dermed en realitet. Danmark skal til EM i Tyskland.

Danskerne valgte matchvinder, Thomas Delaney, som dagens Man of the Match.

De danske spillere og Kasper Hjulmand gik efter slutfløjtet sejrsgang foran de 35.605 fremmødte tilskuere.