Det er ikke længere nødvendigt for kampens dommer at pakke tasken med pen og blok. Kampprogram og holdopstillinger kan tages med rundt på et smartwatch, hvor dommeren via en særlig app kan styre slagets gang ved at klikke kampens begivenheder ind med pegefingeren.

Det får alle fans og fodboldinteresserede nu glæde af. Dommernes indtastninger vil således fra den kommende weekend blive vist på de kampe, hvor der ikke er fundet en frivillig til at livescore fra kampen.

Målscorere fra ur til app 

I flere år har det været muligt for de dommere, der benytter sig af REFSIX’ software, at få deres kampprogram serveret på armbåndsuret.

En mulighed, som knapt 1000 danske fodbolddommere benytter sig af, og som gør det lettere at registrere mål, udskiftninger og kort – også under vanskelige vejrforhold.

Nu kan resten af Fodbolddanmark – forældre, fans og ikke mindst spillerne selv – få gavn af dommernes arbejde undervejs i kampen.

Hvis dommeren noterer målscorere og kort, så bliver de data nu sendt tilbage til fodboldens systemer, hvor de kan ses på kampen i fx Fodbold appen.

Her findes i forvejen rigtig mange gode kampdata, takket være de mange frivillige livescore- og kampfakta indberettere, som er med til at gøre oplevelsen bedre for alle fodboldinteresserede.

Den nye mulighed er ifølge IT Chef, Heidi Lüthje, således heller ikke en erstatning – men et supplement.

”Vi er så heldige, at vi i dansk fodbold har rigtig mange ildsjæle, som har lyst til at bidrage til at forbedre og forlænge oplevelsen for spillere, forældre og fans, ved at livescore fra kampene undervejs. Med dommernes indberetninger kan vi nu også gøre det lidt mere interessant at følge med i de rækker, hvor der ikke er en frivillig til at taste fra sidelinjen,” siger Heidi Lüthje. 

Mockup Of Three Iphones 11 Lying Together 792 El Kampdata kan ses på kampen - men bruges også til at vise interessante indsigter for spillere, trænere og frivillige i Fodbold appen.

For at dommeren kan indberette målscorere undervejs i kampen, kræver det at der sættes rygnumre på spillerne på holdkortet. Der ændres ikke ved kravene til indberetning, og det er således helt valgfrit, om man som dommer ønsker at bidrage med kampfakta.

Dansk fodbold først på banen 

REFSIX har de seneste år etableret sig globalt med deres produkt, som benyttes af dommere på alle niveauer. I Danmark giver den digitale infrastruktur gode betingelser for at samarbejde, og i samspil med REFSIX’ software kan det komme både dommere, spillere og fans til gavn.
DBU er således det første nationale forbund, hvor der kan spilles digitalt bandespil mellem dommerens indtastninger – og fodboldens systemer.

”Vores mission hos REFSIX er at gøre dommergerningen mere engagerende og spændende. Med denne integration kan fans i hele Danmark få adgang til bedre kampdata, hurtigere end før. Det sætter dommeren i centrum af kampen på en ny måde”, fortæller CEO i REFSIX, Hassan Rajwani.

Data fra kampe leveret af dommeren via REFSIX vil være tilgængeligt umiddelbart efter slutfløjt. Det vil fremgå på kampsiden i Fodbold appen og på DBU og Lokalunionernes hjemmesider, hvis kampfakta kommer fra dommerens indtastninger.

I første omgang omfatter datasamarbejdet ikke landsdækkende rækker, da der her er andre krav til dommerens indberetning mv.   

Der vil kun blive tilføjet data fra de kampe, hvor en ’Livescoreindberetter’ fra hjemme- eller udeholdet ikke har taget bolden ved kampens afslutning.