Kvindedivisionsforeningen møder opbakning fra DBU’s bestyrelse til at blive en del af dansk fodbolds fodboldpolitiske arkitektur for at udvikle kvindeelitefodbolden på et afgørende tidspunkt nationalt og globalt.

DBU’s moderniseringsgruppe har fremlagt en anbefaling om at inkludere Kvindedivisionsforeningen som det tredje medlem i DBU på lige fod med Divisionsforeningen og DBU Bredde.

Moderniseringsgruppen, der blev etableret i 2022, evaluerer både på DBU’s nuværende politiske organisation og kigger samtidig på mulige forslag til en eventuel tilpasning af strukturen. Det er heraf, at den er kommet med denne anbefaling.

På bestyrelsesmødet i fredags godkendte DBU’s bestyrelse de lovforslag, der skal til afstemning på Repræsentantskabsmødet heriblandt bestyrelsens forslag om at optage Kvindedivisionsforeningen som DBU’s tredje medlem.

Det er DBU’s bestyrelses holdning, at det vil være rigtig godt og naturligt, hvis Kvindedivisionsforeningen bliver medlem af DBU. Det flugter med det samlede ønske om kontant at styrke og udvikle fodbold for piger og kvinder i Danmark.

Opbakningen glæder Katja Moesgaard, forperson for Kvindedivisionsforeningen:

”Det er et vigtigt og ikke mindst et naturligt og nødvendigt skridt for dansk fodbold, at kvindefodbold optages på lige fod med herrefodbold. Det er en vigtig anerkendelse, og vi er sikre på, at det vil gavne dansk kvindefodbold på både den korte og lange bane.”

En optagelse af Kvindedivisionsforeningen som det tredje medlem af DBU vil betyde, at der skal foretages ændringer i DBU’s love. Derfor kan Kvindedivisionsforeningen først officielt blive medlem, når lovene er stemt igennem på DBU’s Repræsentantskabsmøde i marts.