Danske hold imponerer i UEFA Youth League, U17-drengelandsholdet har fået en god start på U17-EM, mens U19-herrelandsholdet tidligere på foråret skrev historie ved den første rød-hvide kvalifikation nogensinde til U19-EM, hvor blot otte nationer finder vej igennem nåleøjet.

Talentudviklingen i dansk fodbold er på et højt niveau, hvilket skyldes meget mere end blot spillet på grønsværen. Kompetente trænere og ledere, strategisk fokus, faciliteter og meget mere skal være på et højt niveau, når fremtidens fodboldstjerner skal formes.

Nu har DBU’s Talentudvalg uddelt licens til 46 klubber for de næste to år. For første gang siden 2020 topper FC København listen med fem ud af fem stjerner efterfulgt af FC Nordsjælland og FC Midtjylland, der også scorer det maksimale antal stjerner.

Samtidig har der været en fortsat styrkelse i kvaliteten i de bedste talentmiljøer i Danmark med hele 26 klubber, der har mindst 2,5 stjerner. Det glæder Christian Kofoed, formand for Talentudvalget:

”Vi glæder os i udvalget over at se, at fremgangen i dansk talentudvikling fortsætter. Mange klubber øger fortsat investeringerne i talentudvikling, og det er positivt. Det skyldes især et stærkt, strategisk fokus på talentudvikling i mange klubber, hvilket blandt andet kan ses i en kraftig stigning i antal ansatte i de mange talentudviklingsmiljøer,” siger Christian Kofoed.

De stærke miljøer medvirker til, at den samlede økonomi i dansk talentudvikling vokser. I DBU’s strategi under pejlemærket ”Danmark vinder på banen” er målsætningen for 2025 omkring top 20 licensklubbernes investering og produktivitet allerede på det ønskede niveau. Og det er før strategiens udløb om to år.

Fortsat fokus på forbedring af talentudviklingsmiljøer
Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF) er det eneste nye medlem af licensfamilien. Samtidig er antallet af klubber samlet set faldet med fem siden 2022, da seks klubber har valgt at trække sig fra licenssystemet.

Talentudvalget vil desuden fokusere på, hvordan klubber med op til og med to stjerner får incitament til fortsat at investere i videreudviklingen af deres talentudviklingsmiljøer:

”Mens vi glæder os over vores generelt gode talentmiljø, er det dog lidt bekymrende, at vi ikke ser samme positive udvikling iblandt de 20 næstbedste klubber som for de 26 klubber med mindst 2,5 stjerner. Det er vi i Talentudvalget opmærksomme på, og det er vigtigt at højne kvaliteten af talentudvikling for disse klubber og sikre, at der er incitamenter til talentudvikling for licensklubber på alle niveauer,” siger Christian Kofoed.

Indrangeringen for sæsonen 2024/2025 og 2025/2026 er dermed således:

Indrangeringsliste licensklubber drenge 2024-2026