Titlen på den officielle EM-sang dufter af et majestætisk islæt. Og det er slet ikke tilfældigt, hvis du spørger manden bag – Malte Ebert:

”Kongen af Danmark” er et bidrag til den danske folkefest og det samlingspunkt, som Herrelandsholdet kommer til at være den her sommer – uanset om man befinder sig på dansk jord, på tyske stadions eller Amalienborg,” siger Malte Ebert.

Malte Ebert har tidligere haft en finger med i spillet og sat lyd til danskernes fodboldfeber, men i år står han – bogstaveligt talt – sammen med de danske fodboldspillere på Herrelandsholdet, og leverer dette års officielle EM-sang, ”Kongen af Danmark”.

”Sangen er til fansene og folket. Med glimt i øjet og et omkvæd man kan synge med på. Den bygger på mine egne minder om at vokse op og kigge på de voksne, der gik amok over nogle drenge, der løb rundt og jagtede en bold i TV - for så pludselig selv at blive ramt af samme fodboldfeber senere i livet.”

Med på omkvædet er der vokaler af Herrelandsholdets spillere, der glæder sig til at blive overdøvet af de rød-hvide fans til sommerens slutrunde, fortæller Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU:

”Vi glæder os til kæmpe EM-fest, på og udenfor banen. Malte Eberts har skabt en fantastisk EM-sang, der kan bidrage til stemningen hos fans i Tyskland og på tværs af hele landet. Der skal synges med, både i omklædningsrummet, på stadion og i hele fodbold-Danmark," siger Jakob Høyer. 

De danske fans kan allerede nu øve sig på teksten til ”Kongen af Danmark”, der ligger tilgængelig på alle streamingtjenester, du kan også finde den lige HER.

Malte Ebert fremfører sangen live i Parken til Herrelandsholdets kamp mod Sverige den 5. juni.