DBU markerer tydeligere linje for afbud til ungdomslandshold
DBU har i foråret indført nye retningslinjer for deltagelse på ungdomslandsholdene. Tiltaget skal fastholde de stærke relationer og kulturen omkring holdene og tydeliggøre rammerne og det fælles ansvar, man har, når man repræsenterer Danmark.
De nye retningslinjer er indført efter en længere periode med en række afbud til U-landsholdssamlinger og -kampe i officielle FIFA-terminer – uden gyldige årsager som fx skader, der allerede er dækket af en eksisterende protokol.
Retningslinjerne, som nu er indført, betyder at et ikke gyldigt afbud til en samling i en officiel termin medfører, at spilleren ikke kan udtages til de to efterfølgende samlinger.
Med tiltaget ønsker DBU at understrege, at ungdomslandsholdene spiller en central rolle i udviklingen af danske fodboldspillere – og at deltagelse indebærer et ansvar både for fællesskabet og for rejsen mod A-landsholdet.
"Vi ved, at klubberne og de unge spillere står midt i mange, komplekse overvejelser – klubskifte, tætte kampprogrammer og andre hensyn. Det har vi fuld forståelse for. Det kan være vanskelige beslutninger, og det har vi respekt for. Men vi må også være tydelige: Landsholdsdeltagelse er ikke noget, man vælger til og fra uden gyldig grund. Det handler om at fastholde de stærke relationer og kulturen, som vi altid har været stolte af på vores landshold," siger DBU’s tekniske chef, Anders Gerber.
Den nye retning blev klubberne informeret om i foråret og betyder aktuelt, at to potentielle U21-landsholdsspillere, Filip Bundgaard fra Brøndby IF og Valdemar Byskov fra FC Midtjylland, ikke vil være til rådighed i de kommende to samlinger.
"Vi er ikke i tvivl om, at klubberne og spillerne er stolte over at blive udtaget til de danske landshold – og gerne vil spille i rødt og hvidt. Men vi er samtidig også nødt til at reagere på, at antallet af afbud uden gyldig grund er steget væsentligt. Disse afbud svækker vores hold sportsligt, da vi ønsker at bygge stærke relationer spillerne imellem, på og uden for banen, i jagten på vigtige slutrunder, samtidig med at det fratager spillerne vigtig, international erfaring. Vi arbejder alle sammen benhårdt på, at ungdomslandsholdene skal være fundamentet for fremtidens A-landshold, og det skal vi alle prioritere,” siger Anders Gerber.