Åge Hareide er gået bort, og vi har dermed mistet en meget stor personlighed og en særdeles betydningsfuld skikkelse for både dansk og international fodbold.

Åge var en fantastisk dygtig træner, som skabte store resultater og opbyggede et dansk landshold, der stort set aldrig tabte kampe. Han kvalificerede os til to slutrunder og stod i spidsen for et flot VM, hvor der skulle en straffesparkskonkurrence til at slå os ud i 1/8-delsfinalen.

Udover at være en stærk og klog træner var Åge et fantastisk menneske, som virkelig passede på sine spillere og sin stab. Han skabte et sammenhold, som det danske Herrelandshold den dag i dag lever videre på. Hvor end Åge opholdt sig, var der ofte højlydt latter og godt humør, og der blev fortalt utallige anekdoter fra hans lange og spændende fodboldliv – både som spiller og som træner. Åge var en særdeles dygtig storyteller og havde en evne til at få mennesker omkring sig til at slappe af.

På træningsbanen stillede han store krav til sine omgivelser. Tingene skulle være i orden, og han kunne være en hård negl. Åge havde et stort temperament, men det var altid i øjeblikket, og man var hurtigt videre.

Når landskampene nærmede sig, gik Åge i “game mode”, og alle, der har oplevet ham helt tæt på i forbindelse med en landskamp, vil nikke genkendende til, at der her var tale om en udpræget vindertype, som ville gøre alt for at få sejren hjem.

Åge var et helt specielt menneske, og vi i DBU er heldige at have haft ham som landstræner. Han har sat sit tydelige præg – både på og uden for banen.

Æret være Åges minde.