Tre personer idømt fem års karantæne for uacceptabelt banner
De tre personer med banner til Herrelandsholdets kamp i Glasgow er blevet identificeret og sanktioneret.
DBU har nu truffet afgørelse i sagen om det kontroversielle ”Defend Europe”-banner, der blev vist blandt danske tilskuere ved Herrelandsholdets VM-kvalifikationskamp mellem Skotland og Danmark på Hampden Park den 18. november 2025.
Tre personer får fem års karantæne fra alle DBU-arrangementer i ind- og udland. Det betyder, at de ikke må være til stede ved landskampe de kommende fem år.
DBU vurderer, at budskabet på banneret er politisk, har racistiske elementer og er groft utryghedsskabende. Det er i strid med DBU’s ordensreglement, som bl.a. forbyder bannere og symboler med racistiske, politiske eller voldelige budskaber ved DBU-arrangementer.
Karantænen betyder:
- Forbud mod at deltage i alle DBU-arrangementer i fem år (18. november 2025 til 18. november 2030).
- Midlertidig lukning af DBU-profil og medlemskab i perioden, herunder adgang til billetkøb.
- Fratagelse af optjente loyalitetspoint uden mulighed for generhvervelse efter periodens udløb.
”Banneret er på alle måder uacceptabelt, og derfor har det også været en prioritet for os at identificere personerne, så vi kunne sanktionere dem. Det handler om at sende et helt klart signal om, at den slags budskaber ikke er foreneligt med de danske fans og vores landskampe,” siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.
DBU gør samtidig opmærksom på, at forsøg på at overtræde karantænen kan medføre bortvisning og bøde samt vurdering af yderligere sanktioner.