Prisen som Årets Fodboldspiller for kvinder og herrer uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.

Det er den mest prestigefulde individuelle pris for danske fodboldspillere, da det er spillerne selv, der afgør, hvem der skal have prisen.

Victor Froholdt

Det er første gang, at 19-årige Victor Froholdt er at finde blandt de tre nominerede til årets Fodboldspiller. Den unge midtbanespiller er i 2025 braget ind på den danske og internationale fodboldscene med flotte præstationer på både klub- og landshold. 

Efter en overbevisende sæson for F.C. København skiftede Victor i sommer til den portugisiske storklub FC Porto, hvor han på kort tid har fået bidt sig fast i startopstillingen. 

På A-landsholdet er Victor også et nyt ansigt, hvor han den 23. marts 2025 fik debut i udekampen mod Portugal i Nations League-semifinalen. Det er i skrivende stund blevet til otte A-landholdskampe og et mål. 

Pierre-Emile Højbjerg

Han har prøvet det før. Både at være nomineret og vinde titlen som Årets Fodboldspiller, hvor Pierre-Emile Højbjerg i 2022 kunne tage prisen og hæderen med hjem til London. Derudover kan han også skrive 2 x Årets Talent 2013 og 2014 på CV’et. 

30-årige Pierre-Emile er i gang med sin anden sæson i den sydfranske storklub Olympique de Marseille. Her udgør han sammen med landsholdskollegaen Matt O’Riley  den centrale midtbane på et stærkt Marseille-hold, som lige nu kæmper med i toppen af Ligue 1 med bl.a. PSG. 

Pierre-Emile fik debut på A-landsholdet i maj 2014, hvor det siden er blevet til 93 kampe og et mål i rødt og hvidt for midtbanemotoren. 

Morten Hjulmand


Sidst, men ikke mindst, finder vi 26-årige Morten Hjulmand, der vandt Årets Fodboldspiller 2024 efter et flot år med både klub- og landshold. 

I 2025 er han fortsat den stærke form og flotte takter. På klubholdet blev det til både pokal- og mesterskabsfejring med Sporting CP, hvor Morten Hjulmand som anfører kunne løfte begge trofæer. 

På landsholdet har han bidt sig fast på midtbanen, hvor han med 25 kampe og et mål siden debuten i 2023 er blevet et yderst velkendt ansigt på holdkortet. 

Hvem vinder?  

Det er spillerne selv, de sande eksperter, som stemmer og dermed kårer vinderen som Årets Fodboldspiller. Derfor er prisen som Årets Fodboldspiller også den mest prestigefulde individuelle fodboldpris herhjemme.

Når alle spillere har stemt, tælles stemmerne op, og så kan vinderen kåres. 

Vinderen vil blive offentliggjort på DBU og Spillerforeningens egne kanaler. Så følg os og følg med.