Billetsalget til Kvindelandsholdets kamp mod Finland i Parken har ramt en milepæl.

Lige nu har mere end 10.000 danskere nemlig booket plads på tribunen til det vigtige opgør den 28. oktober i nationalarenaen.

Normalt tager billetsalget til Kvindelandsholdets kampe rigtig fart i de sidste par døgn op til kampdagen. Derfor glæder det DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, at billetsalget allerede knap to uger før kickoff har krydset grænsen mellem fire og fem cifre.

”Vi kan se, at billetsalget for alvor er begyndt at tage fart. Det er meget glædeligt med næsten to uger til selve kampen, da vi normalt først ser de store ryk, når vi kommer tættere på. Det er et stærkt signal fra fansene og et tegn på, at der er noget ganske særligt i vente i Parken,” siger Erik Brøgger Rasmussen og tilføjer:

”Vores mål til så vigtig en kamp i Parken må og skal være at gå efter at samle endnu flere end sidste gang. Landsholdet har brug for al den opbakning, de overhovedet kan få, og vi håber, at der er rigtig mange fans, som vil være med til at skabe en fantastisk, rød-hvid kulisse.”

Det er blot anden gang i historien, at Kvindelandsholdet skal spille i Parken. Første gang var i juni 2022 foran 21.542 tilskuere i en testkamp mod Brasilien.

Men det er ikke kun et historisk opgør, der venter den 28. oktober. Det er også en kamp med meget på spil.

Danmark kæmper nemlig med Finland om at blive i A-laget i Nations League, det vil sige det øverste lag med i alt 16 hold. Det sker over to kampe – på udebane i Tampere, Finland, fredag den 24. oktober og på hjemmebane fire dage senere i Parken. Den samlede vinder får tilmed en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM-slutrunden i Brasilien i 2027.

Billetsalget sker via billet.dbu.dk, og der er sammensat et stort program for kampdagen den 28. oktober med masser af aktiviteter for både store og små. Læs meget mere her.