Torsdag eftermiddag satte Kvindelandsholdet kurs mod Tampere i Finland. Fredag venter nemlig den første af to playoff-kampe om en plads i det øverste lag i Nations League.

Kampen bliver dog uden den nye landstræner på sidelinjen. Torsdag morgen mistede Jakob Michelsen sin kære far, og landstræneren er derfor blevet hjemme hos familien i den svære tid.

Assistenttræner Johanna Rasmussen står i spidsen for Kvindelandsholdet fredag aften sammen med resten af den sædvanlige stab. Derudover støder U19-landstræner Niels Lawaetz til holdet i Tampere som en ekstra ressource i trænerteamet.

”Vi føler alle med Jakob og hans familie lige nu, og vi sender dem de bedste tanker. De har brug for ro, og de har brug for hinanden. Derfor er det også med fuld forståelse, at Jakob ikke rejser med os til Finland,” fortæller Peter Møller, fodbolddirektør i DBU.

”Kvindelandsholdet har en dygtig stab, som har forberedt sig grundigt sammen med Jakob og spillerne. Johanna (Rasmussen, red.) har et indgående kendskab til både spillerne individuelt og holdet som helhed, og vi er helt trygge ved, at hun træder et skridt frem fredag aften og fortsætter missionen sammen med spillerne, staben og U19-landstræner Niels Lawaetz. Niels scoutede netop Finland for os under EM og har derfor et indgående kendskab til deres hold. Vi er klar til at kæmpe for at tage en sejr med hjem til Danmark og til Jakob.”

DBU opfordrer pressen og omverdenen til at give Jakob Michelsen og familien ro i den svære tid.