Hun blev den første kvindelige spiller i Danmark, der passerede 100 landskampe, og var en central del af det danske landshold gennem 1990’erne og begyndelsen af 00’erne. I alt nåede Lene Terp 105 landskampe for Danmark, hvor flere af dem var med anførerbindet på.

Men Lene Terps bidrag findes ikke kun på banen. Også udenfor banen har hun haft stor betydning for dansk fodbold. Derfor indlemmes hun i Fodboldens Hall of fame.

Som klubspiller repræsenterede Lene Terp Kolding B, Vejle BK og OB, inden hun som en af de første danske kvindelige spillere drog til udlandet for at spille professionelt i Fulham FC i England. Hun afsluttede sin aktive karriere i 2003.

Efter endt spillerkarriere har Lene Terp haft en bred og succesfuld trænerkarriere. Hun startede som cheftræner i SønderjyskE, har siden stået i spidsen for KoldingQ i A-Ligaen og været involveret i flere af DBU’s talent- og landsholdsprojekter, blandt andet som U17-landstræner, U19-assistenttræner og fysisk træner i ungdomsregi.

I 2017 var hun en del af trænerstaben omkring kvindelandsholdet, der vandt sølv ved EM i Holland. Efterfølgende var hun landstræner for Færøernes kvindelandshold fra 2021 til 2023.

I 2023 tiltrådte Lene Terp som cheftræner i Fortuna Hjørring og førte klubben til både mesterskab og pokaltitel i 2025 - den første mesterskabstitel til klubben i fem år.
Samme år blev hun kåret som en af de fem bedste danske fodboldtrænere i et stærkt felt, hvor hun var den eneste kvinde iblandt. 

Alt i alt har Lene Terp markeret sig som en markant figur i dansk fodbold, især i fodbold for piger og kvinder, og indlemmelsen i Fodboldens Hall of Fame er en anerkendelse af hendes store bidrag.

Fakta

Født: 15. april 1973 i Aabenraa

Klubber: Kolding B, Vejle BK, OB, Fulham

Spillet i alt 105 landskampe