Kvindelandsholdet slutter året af mod Norge
Danmark møder Norge i en testkamp under sydlige himmelstrøg den 1. december. Opgøret kan ses på DR2.
Der står nordisk naboopgør på programmet til december, men det vil udspille sig sydpå.
Både det danske og det norske kvindelandshold slutter således året af med en samling i Spanien, og nu ligger det fast, at de to hold tørner sammen i en testkamp mandag den 1. december.
Der er kickoff kl. 18:00 på Estadio Municipal de La Línea, men opgøret kan også ses på DR2 og DR TV.
Norge vandt alle tre gruppekampe ved sommerens EM-slutrunde, men måtte forlade turneringen efter et kvartfinalenederlag på 2-1 til Italien. Holdet indtager 13. pladsen på FIFAs verdensrangliste – en enkelt placering højere end Danmark.
”Vi ønskede at få en stærk og kompetitiv modstander til vores testkamp under samlingen i Spanien, og det har vi fundet i form af Norge. Til foråret går det løs med en kort og intens VM-kvalifikation, så det har været en klar prioritet for os at blive godt matchet i forberedelserne,” siger landstræner Jakob Michelsen.
Vejen til VM
Den indledende fase af VM-kvalifikationen består af seks kampe, som spilles fra slutningen af februar til begyndelsen af juni. Det foregår i et gruppeformat med fire hold i hver pulje, og inddelingen tager udgangspunkt i Nations League.
Vi kender derfor endnu ikke Danmarks placering i VM-kvalifikationen. Til oktober spiller Kvindelandsholdet nemlig to playoffkampe mod Finland, som afgør, om Danmark bliver i A-laget eller rykker ned i B.
Holdene i A-laget får en mere fordelagtig vej i VM-kvalifikationen, og det er derfor to meget vigtige opgør, der venter henholdsvis den 24. oktober i Tampere, Finland, og den 28. oktober i Parken.
Læs mere om kampen i Parken her – billetsalget er allerede i fuld gang på billet.dbu.dk.