ESG-plan skal styrke ansvarlighed og udvikling i DBU og dansk fodbold
En ny handleplan skal gøre DBU’s arbejde med samfundsansvar endnu mere sammenhængende og bruges til at styrke samarbejdet og udviklingen af dansk fodbold.
ESG. Tre bogstaver med stor betydning. ESG står for Environmental, Social og Governance, og er en ramme for virksomheder og organisationers arbejde med bæredygtighed i bred forstand. DBU’s nye ESG-handleplan skal bruges til at videreudvikle og styrke samarbejdet i dansk fodbold inden for miljø, sociale forhold og good governance.
Med handleplanen bliver det lettere at se DBU’s mål og rapportere på værdien af fodboldens indsatser. Og med den nye handleplan er det også meningen, at det skal styrke samarbejdet med virksomheder, fonde og myndigheder, hvor ESG i forvejen er et centralt omdrejningspunkt.
Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen, der er adm. direktør i DBU:
“Med ESG-handleplanen tager vi et vigtigt skridt og får en mere strategisk og målbar tilgang. Det handler ikke kun om ansvarlighed, men også om at udvikle dansk fodbold og skabe endnu større værdi for både klubber, partnere og samfundet.”
Partnerskaber og data skal løfte fodboldens samfundsansvar
Med den nye tilgang kommer der endnu større fokus på partnerskaber. Her skal ESG som ramme bruges aktivt til at udvikle værdibaserede samarbejder, hvor fodbold kan bidrage positivt til konkrete udfordringer.
Derudover styrkes arbejdet med data og dokumentation, hvor ambitionen på sigt blandt andet er at kunne udarbejde et ESG-regnskab og dermed bedre kunne måle og dokumentere effekten af forskellige indsatser. På governance-området er der særlig fokus på diversitet, mens indsatsen på klima- og miljøområdet øges med konkrete projekter og udvikling af mere bæredygtige løsninger. Det skal blandt andet ske via et pilotprojekt, hvor tøj fra DBU’s Fodboldskole og 17 landshold skal være en del af en mere cirkulær model, hvor tøj for eksempel kan genanvendes og få en længere levetid.
Det er ikke nyt, at DBU arbejder med samfundsansvar. Arbejdet har pågået i adskillige år med afsæt i for eksempel FSR (Football Social Responsibility) og CSR (Corporate Social Responsibility), men nu samles indsatserne i en ny, fælles ramme under ESG med både nuværende og nye indsatser, der skal gøre arbejdet endnu mere målrettet og som i endnu højere grad er koblet til DBU’s strategi.
Arbejdet med at udbrede planen er allerede i gang. Blandt andet vil dele af ESG-handleplanen blive præsenteret på Idrætsmødet, der afholdes i Aalborg, ligesom DBU vil arbejde for at øge kendskabet til planen og dens indhold hos interesserede klubber, samarbejdspartnere og mange andre.
Du kan læse hele ESG-handleplanen her.